xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Konstituering af vicedirektør og centerchef i Sundheds­styrelsen

Pr. 1. juni konstitueres centerchef Helene Bilsted Probst som vicedirektør i Sundhedsstyrelsen.

13 MAJ 2020

Helene Probst er uddannet læge fra Københavns Universitet i 2002. Hun er speciallæge i samfundsmedicin har en Master of Public Administration (MPA) fra Copenhagen Business School.

Helene Probst har været ansat i Sundhedsstyrelsen i flere omgange, og har siden 2013 haft ledelsesansvar som først sektionsleder og siden enheds- og centerchef. 

”Helene har en stor energi, og en meget bred og dyb erfaring med planlægning og styring på sundhedsområdet. Hendes netværk er stort, og hun har et indgående kendskab til alle dele af Sundhedsstyrelsens opgaver. Jeg er meget taknemmelig for, at Helene træder til som vicedirektør på et vigtigt tidspunkt for Sundhedsstyrelsen,” udtaler direktør Søren Brostrøm.

Helene Probst konstitueres i den stilling, der bliver ledig efter Lars Juhl Petersen, som har opsagt sin stilling.

Pr. 1. maj blev Dan Brun Petersen konstitueret som centerchef for Evidens, Uddannelse og Beredskab (EUB). Dan Brun Petersen har siden november 2018 været ansat i Udenrigsministeriet som udsendt særlig sundhedsrådgiver i Sundhedsministeriet i Tanzania, hvorfra han og familien dog fornylig blev tilbagekaldt til Danmark på grund af COVID-19-situationen. 

Dan Brun Petersen er uddannet læge fra Københavns Universitet i 2006, og er speciallæge i både samfundsmedicin og i det nye speciale akutmedicin. Dan Brun har tidligere været ansat i Sundhedsstyrelsen fra 2013 til 2015. Fra 2015 til 2018 var han ledende overlæge på akutmedicinsk afdeling på Sjællands Universitetshospital i Køge.

”Det var et lykketræf, at Dan umiddelbart kunne tiltræde i en konstitueret chefstilling, og på et meget vigtigt område. Vi står midt i den største sundhedskrise i nyere historie, og vi har i Sundhedsstyrelsen brug for stor ledelseskraft i vores beredskabsindsats. Det kan Dan bidrage med, og det er imponerende, hvor hurtigt han er kommet ind i opgaverne,” udtaler direktør Søren Brostrøm.

Dan Brun Petersen vil varetage centerledelsen af EUB sammen med centerchef Marlene Øhrberg Krag. Den ledige centerchefstilling i EUB, som Dan Brun Petersen er konstitueret i, vil blive opslået i denne uge.