xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold
English

Inspiration til leg og aktiviteter i dagtilbud under coronaepidemien

I dag udkommer et inspirationskatalog med forslag til seks konkrete aktiviteter til det pædagogiske personale. Kataloget er anden del af det specielt udviklede materiale til landets dagtilbud, som fra den ene dag til den anden har fået ændret rammer og daglige rutiner.

28 APR 2020

I forbindelse med genåbningen af dagtilbud har Sundhedsstyrelsen udgivet sundhedsfaglige retningslinjer for, hvordan pædagogisk personale, børn og forældre skal omgås for at begrænse smitten.

Som supplement til de sundhedsfaglige retningslinjer har Sundhedsstyrelsen i samarbejde med Styrelsen for Undervisning og Kvalitet og Akademisk Forlag/Alinea udarbejdet materialer med inspiration til lege og aktiviteter, som det pædagogisk personale kan lave med børnene samtidig med, at de følger de sundhedsfaglige anbefalinger.

”Det pædagogiske personale er gået til genåbningen af dagtilbuddene med stor ildhu, og de har allerede gjort sig mange nye erfaringer med de nye vilkår. Med inspirationskataloget ønsker vi at synliggøre, hvordan den nye hverdag også giver nye muligheder for udviklende lege og aktiviteter, som styrker barnets tilknytning til de andre børn og voksne i gruppen. Vi kan ikke understrege nok, hvor vigtigt det er at det pædagogiske personale fortsat har fokus på børnenes trivsel, læring, udvikling og dannelse,” fortæller Niels Sandø, enhedschef i Sundhedsstyrelsen.

Mandag den 20. april 2020 udgav Sundhedsstyrelsen et pædagogisk faghæfte, som nu bliver fulgt op af kataloget med inspiration til konkrete aktiviteter. I inspirationskataloget kommer seks fagpersoner med deres bud på seks aktiviteter, som lægger sig op af de seks temaer fra den styrkede pædagogiske læreplan, som dagtilbud siden 2018 har skulle tilrettelægge deres arbejde ud fra.

Inspirationskataloget introducerer følgende seks aktiviteter:

  • Hænder er dejlige! (Alsidig personlig udvikling)
  • Alle kroppe med, Blik & Klap og Fælles fortælling (Social udvikling)
  • ”Hør, hvad jeg tegner” og skiltemaling (Kommunikation og sprog)
  • Corona-rap (Krop, sanser og bevægelse)
  • Naturskattejagt og sæbeproduktion (Natur, udeliv og science)
  • Fællesskabscirklen (Kultur, æstetik og fællesskab)

Inspirationskatalog til pædagogiske aktiviteter under coronaepidemien

Se desuden: Det pædagogiske arbejde i dagtilbud under coronaepidemien