xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Vil du med til Nordisk Folkesundheds­konference?

Den 13. Nordiske Folkesundhedskonference finder sted i Reykjavik, Island i juni 2020. Konferencen er relevant for alle, der arbejder med sundhedsfremme og forebyggelse.

07 NOV 2019

Under temaet “Health and wellbeing for all – heading for the future“ bliver næste års Nordiske Folkesundhedskonference afholdt i Reykjavik, Island fra 23. til 25. juni 2020.

Sundhedsstyrelsen opfordrer i den forbindelse alle, der arbejder med forebyggelse og sundhedsfremme til at komme og præsentere undersøgelser og forskningsprojekter på konferencen. Hvis det lyder som noget for dig, skal du sende os et kort abstract senest 30. november. 

Konferencen er en god lejlighed til at mødes og dele viden og erfaring og dyrke samarbejdsrelationer og netværk med fagpersoner fra de andre nordiske lande. Der vil også være rig mulighed for at sammenligne strategier og systemer inden for sundhedsfremme og forebyggelse. 

”Der er mange ligheder mellem de nordiske lande både inden for sundhed, velfærd og uddannelse, og der er gode muligheder for, at vi kan lære af hinanden. Sidste år blev konferencen holdt i Aalborg med meget stor opbakning. Vi håber på at rigtig mange vil bidrage med abstracts, så vi får en fagligt spændende konference,” siger enhedschef i Sundhedsstyrelsen, Niels Sandø.

Succeser, gode erfaringer og forskningsbaseret viden fra de nordiske lande vil blive præsenteret på konferencen. Målet er, at deltagerne forlader konferencen med konkrete værktøjer, som de kan implementere i deres arbejde. 

Konferencens tre overordnede temaer er: 

  • Determinanter for sundhed og trivsel (Determinants of health and wellbeing)
  • Politikker inden for sundhedsfremme og forebyggelse (Policies within public health)
  • Datadrevet sundhedsfremme og forebyggelse (Data driven public health)

Nordisk Folkesundhedskonference og den 10. Europæiske konference om positiv psykologi overlapper hinanden en enkelt dag. Begge konferencer har fokus på at øge trivsel og livskvalitet gennem forskning og praksis, og deltagere får rabat, hvis de tilmelder sig begge konferencer. 

Praktisk info

Skriv et kort abstract og indsend det senest d. 15. december. Vi opfordrer alle, der arbejder inden for sundhedsfremme og forebyggelse, til at indsende abstracts. Læs mere om form og indhold her

Konferencen finder sted i Reykjavik, Island fra 23. til 25. juni. Den bliver holdt i den spektakulære koncert- og konferencesal, Harpa.

Tilmeldingen til konferencen åbner i december 2019.

Yderlige information kan findes på konferencens hjemmeside

Opdatering: Frist for indsendelse af abstract er forlænget til 15. december.