Gå til hovedindhold

Invitation: Webinar om nyt dialogværktøj til socialpsykiatrien

Vil du være med til at skabe samtaler med brugere om selvstigmatisering? Kom med til webinar d. 27. maj, hvor vi præsenterer et nyt værktøj, der hjælper jer godt på vej.

Mange mennesker med psykisk lidelse kan kæmpe med negative tanker om sig selv. Det kan handle om at føle sig mindre værd eller miste troen på, at man kan få det bedre. Det kaldes selvstigmatisering.

Nu har indsatsen EN AF OS i Sundhedsstyrelsen lavet et nyt værktøj. Det skal hjælpe medarbejdere og brugere med at tale sammen om et svært emne.

Værktøjet er afprøvet af fem socialpsykiatriske tilbud. Her er materialet blevet taget rigtig godt imod. Medarbejdernes oplevelse er, at det er et godt værktøj til at tale med brugerne om svære følelser som mindreværd. Det giver samtidig brugerne nyt håb om, at de kan komme sig af en psykisk lidelse, selvom det hele føles tungt.

Erfaringen fra de fem tilbud viser også, at filmene er gode til at give ny inspiration og lyst til at handle på nye måder i hverdagen. Det hjælper med at starte vigtige samtaler om fordomme og forskelsbehandling, som ellers kan være svære at tage hul på.

Program for webinaret

  • Film og temaer: Se udpluk fra de nye film og bliv klogere på, hvordan de kan starte gode samtaler om vigtige emner.

  • Erfaringer fra praksis: En medarbejder fra et botilbud fortæller om sine erfaringer med at arbejde med selvstigmatisering

  • En personlig historie: En ambassadør fra EN AF OS fortæller om erkendelsen af at være påvirket af selvstigmatisering, og hvilken forskel den rette faglige støtte gjorde for ham.

Praktisk information

  • Hvornår: 27. maj kl. 13.00 – 14.00.

  • Hvor: Online (du får et link 24 timer før webinaret).

  • For hvem: Både ledere, medarbejdere og brugere i socialpsykiatrien er velkomne.

Det er gratis at deltage

Kort sagt: Vi skal tale om, hvordan vi fjerner de mure, som fordomme kan bygge op. Vi håber, at du vil være med!