Hvorfor begynder man at bruge hash?
Bag om stofferne

Det, du oplever i din opvækst, kan have betydning for, om du holder dig helt fra hash, prøver det nogle få gange eller udvikler et misbrug.
De fleste, der prøver hash, gør det kun nogle få gange, fordi de er nysgerrige, eller fordi nogle af vennerne gør det. Desværre er der nogle, der udvikler et problematisk brug eller et decideret misbrug. Når man skal forklare, hvorfor, kigger man ofte på risikofaktorer og beskyttende faktorer. Jo flere risikofaktorer, man har i sit liv, jo større er risikoen for, at man udvikler et problematisk brug/misbrug. Og jo flere beskyttende faktorer, man har i sit liv, jo lavere er risikoen.
Risikofaktorer:
Hvis man er vokset op i et hjem med omsorgssvigt, vold, misbrug eller psykiske problemer
Hvis man selv oplever psykiske problemer, ensomhed, angst eller depression
Hvis man har ADHD
Hvis man begynder at drikke alkohol tidligt
Hvis man har venner, der ryger hash
Hvis det ikke går så godt i skolen
Hvis man har positive holdninger til hash
Beskyttende faktorer:
Hvis man er vokset op i et hjem med tryghed, støtte og en god kontakt til sine forældre
Hvis man er god til at løse sine problemer og fungerer godt socialt
Hvis man går til sport eller er en del af andre ”sunde fællesskaber”
Hvis man har mange venner, der ikke ryger hash
Hvis man er glad for at gå i skole og klarer sig godt fagligt
Hvis man har negative holdninger til hash
Der kan være mange forskellige grunde til, at ryge hash. En samlet forklaring er som et puslespil, der består af forskellige risikofaktorer, som hver især viser en del af det samlede billede. Der findes altså ikke én simpel forklaring på, hvorfor nogle begynder at ryge hash. Man kan også sagtens have mange risikofaktorer uden nogensinde at prøve hash.