Gå til hovedindhold

Forløb med Demensrejseholdet

Med et forløb med Demensrejseholdet får I som plejepersonale kompetencer til at styrke plejen og omsorgen for mennesker med demens. Kommuner og private leverandører på ældreområdet kan søge om forløb, når der åbnes en ny pulje.

Et forløb med Demensrejseholdet tager udgangspunkt i konkrete oplevelser fra medarbejdernes hverdag med borgerne. I får ny viden og lærer konkrete metoder at kende, men samtidig skal I under forløbet løbende afprøve metoder i praksis og reflektere over deres effekt bl.a. for borgernes trivsel.

Et forløb med Demensrejseholdet er ikke et klassisk kursus. Det er et forløb, som tilfører nye metoder, men som i lige så høj grad lærer jer at sætte ord på og udvikle det, som I i forvejen gør og lykkes med. Vi har fokus på den kultur, som danner rammen om jeres arbejde og arbejder med faglig refleksion og dialog som værktøjer til at løse udfordringer.

Forløbene faciliteres af en af vores demensrejseholdskonsulenter. De har alle en bred vifte af praksiserfaring, viden og kompetencer om ældreplejen.

Forløbet

Et forløb består af ca. 14 dage fordelt på 16-20 uger, hvor demensrejseholdet kommer hos plejeenhederne, og via praksisnær læring og refleksion giver medarbejderne nye redskaber. Aktiviteterne bygges op, så der veksles mellem temadage (viden) og læringsgrupper (refleksion).

Sådan søger I

I kan kun søge om forløb med Demensrejseholdet, når der åbnes en ny pulje.

I øjeblikket er der en pulje åben, hvor de første forløb starter fra august 2026, og der igangsættes nye forløb løbende frem mod sommeren 2027.