Gå til hovedindhold

Databaseret praksis giver kvaliteten et løft i madservice Odense

I Odense Kommune anvender lederne en ledelsesrapport med data om madservice, ernæringsindsatser mv. som et strategisk redskab til styre ressourcer og optimere driften på mad- og ældreområdet. Ledelsesrapporten bidrager til, at ledelsen får et styrket beslutningsgrundlag for drift og styring af området, hvilket skal bidrage til at optimere service og kvalitet for borgerne.

Den månedlige ledelsesrapport er et strategisk styringsværktøj for ledergruppen af madserviceområdet i Odense Kommune, der anvendes til at drøfte data på tværs af området. Ledelsesrapporten giver lederne et datagrundlag til at være nysgerrige og undersøge udviklinger og tendenser i madservice.

Data i rapporten kan fx være antal leveringer til plejecentre, antal portioner, som borgerne køber pr. måned, økologiprocenter eller omfanget af madspild. Det er fx interessant at se, hvor meget den enkelte borger køber. Hvis borgerne kun bestiller mad 2-3 gange om ugen, er det en indikator for, at deres måltider rækker til flere dage. Det kan betyde, at madserviceleverandøren bør tilpasse måltidets størrelse.

Ledelsesrapporten giver således en databaseret praksis, hvormed beslutninger træffes på et faktuelt grundlag. Rapporten anvendes til dels at understøtte økonomiske- og styringsmæssige hensyn og dels til at optimere service og kvalitet for borgerne.