Gå til hovedindhold

Hjemmeboende borgere kan ringe og få vejledning om kost

I Nyborg Kommune kan hjemmeboende borgere få telefonisk rådgivning, hvis de har spørgsmål eller ønsker til deres mad. Det er ernæringsassistenter fra Madhuset, der sidder i den anden ende og vejleder borgerne om kost og ernæring.

Hos Madhuset i Nyborg Kommune sætter de borgernes behov og ønsker til maden i centrum. Derfor har de afsat tid til, at ernæringsassistenter hver dag tilbyder telefonisk rådgivning. Borgerne kan ringe ind med spørgsmål eller ønsker til deres kostform og mad. Formålet er at styrke borgernes madglæde og samtidig forebygge fejl- og underernæring. Holdningen er, at når borgernes madønsker imødekommes, spiser de mere.

For at sikre, at borgerne får den bedste rådgivning, er det fem ernæringsassistenter, der besvarer borgernes opkald. Ernæringsassistenterne arbejder både i produktionen og på kontoret. De har derfor en stor viden om, hvilke kostformer og madkomponenter der kan tilbydes.

Borgerne ringer typisk til Madhuset, fordi de oplever et savn i forbindelse med deres mad. Nogle borgere er fx blevet visiteret til en menu til småtspisende, men savner grøntsager. I dialogen med borgerne vurderer ernæringsassistenterne, om borgerne modtager den rette kostform, eller om der er behov for ændringer.

Køkkenlederen fra Madhuset informerer løbende plejepersonalet om borgernes mulighed for at ringe til Madhuset, hvis de har spørgsmål til deres kostform og mad. Det er vigtigt, at plejepersonalet kender til muligheden for telefonisk rådgivning, så de kan videreformidle muligheden til borgerne og hjælpe borgerne med at ringe, hvis de ikke selv kan kontakte Madhuset.

Køkkenlederen er også med til at undervise nye SOSU-elever i kommunen, så de er klædt på til at identificere potentielle tegn på, at borgerne ikke modtager den rette kost.

Vi vejleder borgerne, så vi kan sikre et bedre match mellem den kost, borgerne modtager, og den kost, borgerne ønsker.

- Betina Gadgaard Carstensen, leder af Produktionskøkkenerne i Nyborg Kommune

To trin sikrer, at Madhuset i Nyborg Kommune imødekommer borgernes madønsker og behov

Trin 1:  Individuel rådgivning og sparring

Borgerne kan ringe til Madhusets ernæringsassistenter i køkkenets åbningstid. Ernæringsassistenternes opgave er at vejlede og guide kommunens hjemmeboende borgere, så de modtager den kostform, der passer bedst til deres individuelle behov og ønsker.

Ernæringsassistenterne afdækker under samtalen, hvad borgerne savner ved deres mad, og om borgerne modtager den rette kostform.

I samråd med borgerne vurderer ernæringsassistenterne, om der skal foretages ændringer i borgerens bestilling. Kostændringer registreres med det samme ved bestilling og i produktionskøkkenet, så borgerne allerede ved næste levering af et måltid modtager en ny eller ændret menu.

Trin 2:  Orientering om Madhusets rådgivende funktion

Køkkenlederen og ernæringsassistenterne orienterer løbende plejepersonalet om Madhusets rådgivende funktion. Køkkenlederen er også med til at undervise nye SOSU-elever i kommunen, så de ved, hvad Madhuset kan levere.

Køkkenlederen understreger, at det er vigtigt, at plejepersonalet kender til borgernes mulighed for at få individuel vejledning om kost af Madhuset. Borgernes ønsker og behov kan kun imødekommes, hvis Madhuset er bekendt med borgernes ernærings- og madsituation.

Madhuset opfordrer også plejepersonalet og de pårørende til at ringe ind, hvis de er bekymrede for en eventuel udfordring med at spise hos en borger.

Det er vigtigt, at borgerne får den mad, som de kan lide, og som de ønsker sig. Plejen må aldrig sige: "Det kan nok ikke lade sig gøre". Lige så snart en fra plejen hører en borger sige: ”Åh, jeg kunne godt bruge…”, skal de opfordre borgeren til at ringe eller selv ringe ind.

- Betina Gadgaard Carstensen, leder af Produktionskøkkenerne i Nyborg Kommune

Gode råd fra Madhuset

Det er en god idé, hvis de, som rådgiver borgerne i forhold til mad og kost, har et indgående kendskab til produktionen. Det sikrer kompetent og individuel vejledning, når rådgiverne ved, hvilke tiltag der kan igangsættes her og nu.

FAKTA

Formål

At styrke borgernes madglæde.

Tid

Der skal afsættes tid til at besvare borgernes opkald.

Økonomi

Der er ingen kendte ekstra omkostninger forbundet med indsatsen.

Personale

Fem ernæringsassistenter. Køkkenlederen i Madhuset informerer løbende nye SOSU-elever i kommunen, så de ved, hvad Madhuset kan levere.


Organisering
Case