xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Tilbud der gør en forskel – Idræt til børn og unge med særlige behov

I samarbejde med Socialstyrelsen præsenterer Sundhedsstyrelsen materialet "Tilbud der gør en forskel – idræt til børn og unge med særlige behov", der kommer med anbefalinger og inspiration til, hvordan kommuner og foreninger kan understøtte, at børn og unge med særlige behov i højere grad tilknyttes det organiserede idræt-/foreningsliv. Materialet er baseret på erfaringerne fra en lang række projekter og initiativer.

21 JAN 2016

Børn og unge med særlige behov omfatter en bred gruppe af børn og unge. Fx børn og unge med ADHA og andre udviklings-/adfærdsforstyrrelser samt kriminalitetstruede unge. Fælles for dem er, at de typisk ingen erfaringer har med at deltage i en forening og samtidig har udfordringer, der kræver særlige hensyn i forbindelse med deltagelse i det organiserede foreningsliv. Således er det ofte ikke en egentlig manglende interesse, der afholder denne gruppe børn og de unge fra at deltage i det organiserede forenings-/idrætsliv, men fysisk-, praktiske- eller sociale forhold.

Der er begrænset evidensbaseret viden effekterne af børn og unges deltagelse i det organiserede foreningsliv. Erfaringerne peger dog på mange positive gevinster i form af forbedret evne til at indgå i sociale sammenhænge og knytte relationer samt øget følelse af tilhørsforhold og mod på at afprøve nye aktiviteter. Samtidig viser flere undersøgelser, at der er en sammenhæng mellem børns trivsel og graden af fysisk aktivitet, og flere undersøgelser indikerer desuden en positiv sammenhæng mellem fysisk aktivitet og koncentration og indlæringsevne. Fysisk aktivitet har således mange positive gevinster for børn og unge på den korte bane, ligesom det er med til at nedsætte risikoen for at udvikle en række livsstilssygdomme på den lange bane.

Tilbud der gør en forskel - idræt til børn og unge med særlig behov (pdf)