Pakkeforløb for mennesker med kronisk sygdom
Sundhedsstyrelsen skal udarbejde pakkeforløb for mennesker med kronisk sygdom med inddragelse af regioner, kommuner, patientorganisationer og øvrige fagfolk.
Pakkeforløb for mennesker med kronisk sygdom skal bidrage til et mere systematisk og sammenhængende forløb for målgruppen. Pakkeforløbene (også kaldet kronikerpakkerne) skal særlig have fokus på indsatsen i den første tid efter en diagnose og skal sikre behovsdrevet differentierede indsatser på baggrund af en systematisk vurdering af den individuelle patients behov. Målgruppen for pakkeforløb får ret til:
- en personlig behandlingsplan, der tilrettelægges af egen læge i dialog med den enkelte patient inden for en given tidsfrist i forlængelse af, at man har fået en diagnose
- opstart af behandling, herunder evt. opstart af medicin, henvisning til yderligere undersøgelser for følgesygdomme mv. og inden for en given tidsfrist relevante patientrettede tilbud, fx kostvejledning, træning, kurser i sygdomsmestring, rygestop mv.
Sundhedsstyrelsen skal udarbejde fem sygdomsspecifikke pakkeforløb, som indfases over en årrække; KOL (2027), kroniske lænderygsmerter (2027), type 2-diabetes (2028), hjertesygdom (2029) og kompleks multisygdom (2031).
Sundhedsstyrelsen udarbejder i 2025 en generisk model for pakkeforløb for mennesker med kronisk sygdom.
Indhold i den generiske model for pakkeforløb
Formålet med den generiske model er at udvikle en ramme, der giver en fælles struktur for indholdet af de efterfølgende fem pakkeforløb. I den generiske model skal det blandt andet beskrives, hvordan pakkeforløbene organiseres på tværs af de relevante sektorer med forankring i det almenmedicinske tilbud. Som led i arbejdet indgår desuden digitale løsninger og data, der understøtter blandt andet individualisering, differentiering og sygdomsmestring.
Den generiske model skal samtidig give mulighed for differentiering og tilpasning i de efterfølgende pakkeforløb. For eksempel skal den kunne tilpasses de forskellige målgruppers karakteristika for så vidt angår sygdoms- og symptombillede, behov for sundhedsydelser samt individuelle afgrænsningskriterier, succeskriterier mv.
Proces og organisering
Sundhedsstyrelsen har nedsat en følgegruppe med henblik på at kvalificere arbejdet med en generisk model for pakkeforløb for mennesker med kronisk sygdom.
Kommissorium for følgegruppe vedr. pakkeforløb for mennesker med kronisk sygdom
Følgegruppen mødes som udgangspunkt tre gange i løbet af 2025. Første følgegruppemøde afholdes den 19. maj.
Sundhedsstyrelsen udarbejder en generisk model for et pakkeforløb for mennesker med kronisk sygdom i 2025. Materialet vil indgå i det lovbehandlende arbejde vedrørende patientrettigheder samt i udarbejdelse af en kommende monitoreringsmodel for pakkeforløb.
I 2026 påbegyndes arbejdet med de efterfølgende pakker for mennesker med kronisk sygdom.
Vil du vide mere om Sundhedsstyrelsens arbejde pakkeforløb for mennesker med kronisk sygdom, er du velkommen til at kontakte enhed for Forebyggelse og det primære sundhedsvæsen på FOPSSST@sst.dk