Idékatalog – inspiration til fysiske samt mentale aktiviteter for ældre i plejeboliger
Beboere i plejeboliger kan, som alle andre, have stor gavn af at røre sig. Og bevægelse og fysisk aktivitet kan med lidt omtanke indgå i den daglige pleje og omsorg ved at beboerne klarer daglige gøremål med mindst mulig hjælp fra personalet.
Om udgivelsen
Skrøbelige ældre kan opnå store gevinster ved at holde sig fysisk og mentalt i gang. Fysisk aktivitet giver trivsel og velvære, og er nødvendigt for at forebygge yderligere immobilitet og afhængighed af hjælp.
Selv lidt motion har også gavnlig virkning på en række sygdomme, der er udbredt blandt ældre.
Mindst mulig hjælp
Bevægelse og fysisk aktivitet indgår naturligt i hverdagen, når beboerne klarer daglige gøremål med mindst mulig hjælp fra personalet. At klare hverdagens opgaver med mindst mulig hjælp stimulerer desuden hjernen, så den ikke "ruster".
Og personalet kan let skabe yderligere aktivitet i hverdagen ved hjælp af Idékataloget, hvor pleje- og dagcentre fra hele landet har bidraget med idéer, som kan give fysisk og mental udfordring.
Idéer og forslag til de fysiske rammer
Desuden giver ph.d. Lis Puggaard inspiration til, hvordan plejecentrets fysiske rammer kan indrettes, så lysten til at bevæge sig opmuntres, og hun gennemgår, hvordan aldring påvirker kroppens bevægelighed og evnen til at klare daglige gøremål, samt hvorfor det hjælper at være fysisk aktiv.
Hensigten med Idékataloget er at inspirere personalet i plejesektoren til at motivere og støtte beboere i plejehjem og -centre til at være mere aktive i hverdagen. Men mange af aktiviteterne kan også anvendes i andre sammenhænge.