Redegørelse vedrørende klinisk PET-skanning med FDG - med særligt henblik på kræftdiagnostik
01 JUN 2001
PET-skanning (Positron Emissions Tomografi) er en avanceret nuklearmedicinsk billeddiagnostisk teknologi, som tilsyneladende er på vej mod betydende klinisk anvendelse – hovedsageligt inden for det onkologiske område. Ved PET-skanning anvendes et radioaktivt sporstof. Det langt mest anvendte sporstof er F-18-fluorodeoxyglukose (herefter FDG). Dette sporstof anvendes ved ca. 70-80% af alle kliniske PET-skanninger i Danmark – og hovedsageligt inden for kræftdiagnostikken. Nærværende redegørelse fokuserer i overvejende grad på skanning med FDG i kræftdiagnostikken.