Ny forskningsstrategi for det primære sundhedsvæsen
Sundhedsstyrelsen offentliggør en national strategi for forskning, der skal styrke indsatsen i det primære sundhedsvæsen. Den skal være med til at give mere viden om det primære sundhedsvæsen ved at pege på, hvor der mangler viden om sundhedsfaglige indsatser tæt på borgeren. Desuden skal den se på, hvordan rammerne for forskningen kan styrkes.
Forskningsstrategien sætter en finger på det dilemma, at der netop nu er høje ambitioner om at flytte sundhedsfaglige indsatser tættere på borgeren, men samtidig er der brug for mere viden om indsatserne. Øget viden om kvaliteten i indsatserne gennem forskning er en vigtig brik i denne sammenhæng.
Den nye strategi anbefaler, at kommende forskning skal prioritere sundhedsfaglige indsatser, lige fra sundhedsfremme, tidlig opsporing til behandling, rehabilitering og lindring (palliation). Desuden skal forskningen fokusere på indsatserne, og hvordan de bliver implementeret i sammenhæng med andre velfærdsområder. Endelig peger strategien, hvor der er behov for yderligere forskning.
”Under arbejdet med at skrive strategien har det stået meget klart, at der er brug for mere forskning i social ulighed i sundhed, i de teknologiske løsninger der kan bruges i eget hjem som en del af behandling, og i rehabilitering og monitorering. Der er også stort behov for viden om, hvordan man bedst inddrager borgere, patienter og pårørende,” forklarer enhedschef Tanja Popp fra Sundhedsstyrelsen.
Der forskes i dag langt mindre i det primære sundhedsvæsen end i sygehusvæsenets andre opgaver. Der er dog også variationer inden for det primære sundhedsvæsen, og mens der eksempelvis hos almen praksis ses en stærkere tradition for forskning, så efterspørger kommunerne støtte til forskningsprocessen og en bedre dialog om forskning med de øvrige aktører.
Der er flere årsager til, at der ikke forskes så høj grad i det primære sundhedsvæsen. Eksempelvis er rammerne for forskning en udfordring for fx overordnet koordinering, og det samme er måden der bliver udvalgt forskningsemner på.
Data om indsatser i det primære sundhedsvæsen er desuden svært tilgængelige for forskerne, hvilket også er en barriere for forskningsinitiativer. Derfor er der behov for at koordinere forskningen mere på tværs af de mange aktører i sundhedsvæsenet. Rapportens anbefaling er derfor, at private og offentlige aktører i højere grad samarbejder om forskning.
”Der er et stort potentiale i at kunne skabe og indsamle ensartede relevante sundhedsdata fra kommuner og praksissektoren, og heldigvis er der sat en række initiativer i gang de senere år som forhåbentlig vil kunne imødekomme det behov ” siger Tanja Popp.
”Den nye forskningsstrategi peger på flere oplagte emner at forske i. Vores anbefaling er, at strategien kommer til at være afsæt for drøftelser om prioritering af forskning fremover på området” siger Tanja Popp.
Forskningsstrategien er udarbejdet med bidrag fra en bredt sammensat arbejdsgruppe, hvor der blandt andet er repræsentanter fra forskningsmiljøerne samt fra Danske Regioner og Kommunernes Landsforening.
Forskning til styrkelse af indsatsen i det primære sundhedsvæsen – en national strategi