Brugen af CBCT-skannere (Cone Beam CT) hos tandlæger
Sundhedsstyrelsen har opdateret retningslinjerne for brugen af CBCT-skannere (Cone Beam CT) hos tandlæger.
Sundhedsstyrelsen (Statens Institut for Strålebeskyttelse) har opdateret retningslinjerne for brugen af CBCT-skannere (Cone Beam CT) hos tandlæger.
CBCT-skanning anvendes i særlige tilfælde, når de konventionelle røntgenundersøgelser ikke kan afklare et diagnostisk problem. Det kan være før indsættelse af et tandimplantat, hvor knoglens bredde ikke kan vurderes klinisk; før fjernelse af en retineret tand, hvis man forventer, at CBCT ændrer behandlingen; før behandling af kæbeledsproblemer for at afklare hårdtvævsforandringer; i forbindelse med skelettale forandringer før ortodontisk behandling og ved symptomgivende tilstande i kæbeknoglen.
Øgede krav til uddannelse
Retningslinjerne øger kravene til uddannelsen af de tandlæger, som skal tolke CBCT billedet samt af det personale, der i øvrigt involveret i undersøgelserne. Kravene til uddannelse omfatter dels et praktisk kursus med instruktion af den strålingsansvarlige tandlæge og øvrigt personale i betjening af apparaturet, dels efteruddannelse af den strålingsansvarlige tandlæge og og eventuelle andre i teori og praksis i forbindelse med CBCT billedteknologi samt i billedsoftware.
Efteruddannelse af den strålingsansvarlige tandlæge og andre, der skal tolke CBCT billederne skal dels bestå af et teoretisk kursus, dels af oplæring i brug af den konkrete billedsoftware for det apparatur, der anvendes. Det teoretiske kursus er et 3-dages kursus, der nu er blevet etableret i samarbejde mellem Tandlægeskolerne. Det teoretiske kursus skal være gennemført, før man kan påtage sig ansvaret som strålingsansvarlig tandlæge for CBCT apparatur.
Hvis en klinik anskaffer CBCT apparatur, uden at der findes en tandlæge med den fornødne efteruddannelse, må der træffes aftale med en anden tandlæge, som har den fornødne efteruddannelse, om at agere som strålingsansvarlig sundhedsperson. Uddannelse i brug af billedsoftware og rekonstruktioner foretages af leverandøren af CBCT-skanneren. Oplæringen i billedsoftware skal gennemføres i forbindelse med, at udstyret tages i brug.
Formålet med de nye retningslinjer er at øge patientsikkerheden.
Retningslinjer for brugen af CBCT-skannere (Cone Beam CT) hos tandlæger