xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Behandling af akut blodprop i hjertet

21 AUG 2013

Danmark har de seneste årtier opnået et af de største fald i hjertedødelighed i Europa. På behandlingsområdet har Danmark været et foregangsland, idet vi var det første land med en national strategi for døgndækkende højtspecialiserede tilbud om ballonudvidelse (PCI) af hjertets kranspulsåre til patienter med akut stor blodprop i hjertet. Danmark gik også forrest med brug af telemedicin i ambulanceberedskabet, der sikrer direkte og hurtig visitation til disse højt specialiserede hjertecentre.

Sundhedsstyrelsen har bemyndigelse til placering af specialfunktioner og principperne bag styrelsens afgørelser af, hvor og hvor mange højtspecialiserede funktioner vi skal have i Danmark (specialeplanlægningen) er klare. Principperne har en bred tilslutning fra både regioner og fagfolk.
 
Kriterierne for godkendelse af højt specialiserede hjertecentre er velkendte, og hviler på solidt fagligt grundlag som fremgår af en række faglige gennemgange af området, der er tilgængelige på Sundhedsstyrelsens hjemmeside. Styrelsen har haft stort fokus på organisering af hjerteområdet, og løbende drøftet dette åbent med regioner, fagfolk og patientorganisationer i blandt andet styrelsens Hjertefølgegruppe og i det Rådgivende Udvalg for Specialeplanlægning.

I anledning af Region Sjællands nye ansøgning om varetagelse af akut PCI ved Roskilde Sygehus har Sundhedsstyrelsen igen gennemgået det faglige grundlag og hørt relevante parter, ligesom styrelsens har begrundet sit afslag. Sundhedsstyrelsen finder ikke, at der er nye væsentlige faglige begrundelser for ændringer af den nuværende succesfulde nationale strategi med centralisering af primær PCI til fire højt specialiserede centre, som efter styrelsens vurdering er det rigtige tilbud til alle danskere, også borgere i Region Sjælland.

Kvaliteten af PCI behandlingen for denne gruppe af svært hjertesyge patienter med akut stor blodprop i hjertet er helt essentiel og af betydning for patienternes overlevelse. Kvaliteten opretholdes ved, at denne patientgruppe behandles få steder i Danmark med det nødvendige vagtberedskab og tværfaglige kompetencer. Tidsfaktoren er en anden vigtig parameter ved behandling af akut stor blodprop, og Sundhedsstyrelsen har fokus på optimering af tilbuddene for at nedbringe tiden. I den sammenhæng er det ikke er sikkert, at decentralisering er den bedste strategi for optimering af tidsfaktoren. Det er således kvaliteten af det samlede højtspecialiserede behandlingstilbud, der er afgørende for at sikre patienten den bedst mulige behandling. 
Patienter til planlagt (elektiv) PCI kan ikke sammenlignes med STEMI-patienter til primær PCI, hvor dødeligheden er mindst ti gange højere. At et højtspecialiseret hjertecenter, for at kunne varetage primær PCI, skal have blandt andet thoraxkirurgiske og thoraxintensive funktioner på matriklen, skal således ikke ses isoleret som et behov for lejlighedsvis akut thoraxkirurgisk assistance, men som et samlet udtryk for det multidisciplinære, højtspecialiserede centers kompetencer.

De eksisterende kompetencer på Roskilde sygehus, der i dag alene varetager elektiv PCI på udvalgte lavrisikopatienter, kan ikke ligestilles med de kompetencer, der kræves til håndtering af akutte patienter til primær PCI. Roskilde viderehenviser allerede i dag i henhold til gældende retningslinjer en del patienter med høj risiko til planlagt (elektiv) PCI på højtspecialiseret center. Roskilde sygehus har altså ikke de multidisciplinære kompetencer, der kræves for at kunne varetage primær PCI eller planlagt PCI hos patienter med kompliceret lidelse.

Sundhedsstyrelsen finder således ikke, at der er fagligt belæg for, at en ændring af den vedtagne strategi for centraliseret behandling med primær PCI i Danmark vil medføre en forbedring for patienterne set i et samlet perspektiv. Styrelsen vil fortsat følge området tæt, og drøfte mulige forbedringer med Hjertefølgegruppen.

Links

Notat om behandlingen af akut blodprop i hjertet: akut PCI (ballonudvidelse) i Danmark