Gå til hovedindhold

Patienter med selvskade i somatikken

Om selvskade

Selvskade kan have forskellige årsager og funktioner, og der findes ikke én entydig forklaring på, hvorfor nogle skader sig selv. For mange kan selvskade fungere som en beskyttende faktor mod overvældende og truende psykiske smerter. Selvskade kan medføre midlertidig lindring fra den psykiske smerte, men vil ofte resultere i skam og skyldfølelser, hvilket igen kan fremprovokere nye selvskadende handlinger.

Som fagperson i sundhedsvæsenet er det derfor vigtigt at være opmærksom på den skyld og skam, der kan være forbundet med at skade sig selv, så man ikke risikerer at forstærke den.

På somatiske afdelinger

I sårbare perioder kan belastninger i patientens livssituation forstærke den psykiske smerte og gøre kontakten med sundhedsvæsenet mere sårbar og udfordrende. Det er derfor vigtigt, at fagpersoner møder patienten med omsorg og nysgerrighed og samtidig har blik for både den somatiske problemstilling og de forhold, der kan påvirke patientens situation.

På somatiske afdelinger møder fagpersoner også patienter i forbindelse med selvskade, og mange oplever at mangle viden og konkrete redskaber, hvilket kan skabe usikkerhed, afmagt og frustration – særligt ved gentagende kontakter og forløb.

For at denne afmagt og usikkerhed ikke påvirker patientens behandling og forløb, er det vigtigt, at man i personalegruppen kan tale sammen om udfordringerne, og at man bliver klædt på til at håndtere situationerne.

Du kan kontakte EN AF OS i din region for at høre om mulighederne for at få undervisning om patienter med selvskade.

Læs mere om undervisningen og book til din afdeling

Personlig fortælling om selvskade

Ulla er 39 år, uddannet pædagog, gift og har to børn. Ulla er førtidspensionist, men hun drømmer om at komme tilbage på arbejdsmarkedet.

Ulla kæmper med selvskade i forbindelse med sine psykiske lidelser. I filmen deler hun sine oplevelser og erfaringer med selvskade, og hvad der for hende har været hjælpsomt under hendes indlæggelser i somatikken.

Materiale om patienter med selvskade i akutmodtagelsen

På somatiske afdelinger, herunder akutmodtagelser, møder fagpersoner patienter i forbindelse med selvskade. EN AF OS har udviklet et materiale til somatiske akutmodtagelser, som hjælper med at starte refleksion over egen praksis og giver konkrete redskaber til det gode møde, når patienter indlægges på grund af selvskade.

Materialet er udviklet til somatiske akutmodtagelser, men kan anvendes af fagpersoner i hele sundhedsvæsenet.

Gå til materialet om patienter med selvskade