xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Kompetenceudvikling - Diplommodul

Som led i udmøntningen af den nationale ’Handlingsplan til at forebygge og håndtere udadreagerende adfærd på ældreområdet’ fra 2019 udbydes et diplommodul, der skal styrke ledere og medarbejdere i ældreplejen til at arbejde mere systematisk med udadreagerende adfærd hos primært borgere med demens og dermed øge trivsel og tryghed for både borgere og medarbejdere.

Diplomuddannelsen ”Fra udadreagerende adfærd til tryghed og trivsel i den borgernære ældrepleje – set i et dobbeltperspektiv” udbydes af professionshøjskolen UCN act2learn flere steder i landet i løbet af 2021 og 2022. Uddannelsen henvender sig primært til ledere, arbejdsmiljørepræsentanter, tillidsrepræsentanter, demenskoordinatorer og nøglepersoner i ældreplejen, der har ansvaret for at udvikle deres medarbejderes praksis eller implementere processer og arbejdsgange i ældreplejen.

Modulet tager afsæt i anbefalinger til at forebygge og håndtere voldsomme episoder i ældreplejen og sker gennem tilegnelse af relevant, faglig viden og praksisnære metoder, både inden for demensområdet, det socialfaglige område og arbejdsmiljøområdet.

Diplommodulet hører under den Sundhedsfaglige diplomuddannelse – retningen borgernær sundhed og har et omfang på 8 undervisningsdage (10 ects point), der gennemføres på deltid over en 16 ugers periode. Undervisningen er praksisnær og veksler mellem fysisk fremmøde og virtuel undervisning med teoretiske oplæg, diskussioner og gruppearbejde. Forløbet afsluttes med en prøve.

De sidste tre hold opstarter til august 2022 i København, Aalborg og Odense. Der er plads til 25 deltagere pr. hold.

Spørgsmål om uddannelsen kan rettes til UCN´s studiesekretær på Den sundhedsfaglige diplomuddannelse: Charlotte Nielsen CHNI@UCN.dk. Telefon:72691676.

Adgangskrav: For at blive optaget kræves mindst 2 års relevant erhvervserfaring efter endt professionsbacheloruddannelse, relevant uddannelse på mindst niveau med en kort videregående uddannelse eller en videregående voksenuddannelse (VVU) taget som regulært forløb.

Social- og Sundhedsassistenter, der ikke opfylder kriterierne kan søge om adgang via en såkaldt realkompetencevurdering (RKV). Såfremt de ikke lever op til adgangskravene har både Social- og sundhedsassistenter samt Social- og sundhedshjælpere mulighed for at søge ind på fx Akademiuddannelsen i Sundhedspraksis, hvor UCN act2learn udbyder et modul, der hedder ”Demens” i Aalborg i efteråret 2022.

Læs mere om diplommodulet og tilmeld dig her: 

København - Fra udadreagerende adfærd til tryghed og trivsel i den borgernære ældrepleje - set i et dobbeltperspektiv

Aalborg - Fra udadreagerende adfærd til tryghed og trivsel i den borgernære ældrepleje - set i et dobbeltperspektiv

Odense - Fra udadreagerende adfærd til tryghed og trivsel i den borgernære ældrepleje - set i et dobbeltperspektiv

 

Inspirationsmateriale til professionshøjskoler m.m.

Professionshøjskoler m.m., der planlægger at udbyde et lignende diplommodul om udadreagerende adfærd og voldsomme episoder, kan læse dette inspirationsmateriale.

Inspirationsmateriale indeholder en beskrivelse af diplomuddannelsens baggrund, målgruppe, organisering, didaktiske design, tilrettelæggelse samt litteratur anvendt i uddannelsen. Materialet er udarbejdet af professionshøjskolen UCN Act to Learn, der udbyder diplomuddannelsen i perioden 2021-2022 på vegne af Sundhedsstyrelsen.

Inspirationsmateriale til diplommodul

Opdateret 21 MAR 2022