xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Skab gode skærmvaner om aftenen

En god nattesøvn er afgørende for, at vi trives og har det godt. Søvn er essentielt for alle, men det er særligt vigtig for teenagere, hvis hjerne og krop stadig er under udvikling. Vi anbefaler, at teenagere sover mellem 8 og 10 timer hver nat.

Pige ser tv

Søvnen spiller en afgørende rolle for teenagerens hukommelse og koncentration, og dermed for evnen til at lære. Hvis teenageren sover for lidt, kan det samtidig gå negativt ud over immunforsvaret, stofskiftet, appetitten og humøret.

Det har med andre ord stor betydning, om din teenager sover tilstrækkeligt eller ej. Og desværre sover mange teenagere for lidt.

Skærm frarøver søvn

For rigtig mange er det skærmen, der frarøver teenageren sin søvn. Det kan være svært at lægge sig til at sove, hvis man er fordybet på sin telefon eller er ved at spille et spil med vennerne på computeren. Ikke nok med at skærmen kan føre til senere sengetider, så viser undersøgelser også at skærme inden sengetid kan have en negativ virkning på søvnkvaliteten.

Aftenstunder med skærm kan være værdifulde, men ikke om natten

Inden du bandlyser mobilen eller computeren helt fra teenageværelset, er det vigtigt at være opmærksom på, hvad din teenager bruger skærmene til om aftenen.

Mange teenagere bruges aftenstunderne på at ”hænge” ud med vennerne gennem sociale medier. Det er måske her, at verdenssituationen skal vendes med veninderne, eller hvor det giver mest mening at skrive med en potentiel kæreste.

Det kan også være i det tidsrum, hvor vennerne har tid til at samles for at spille computer. Det kan også være, at man måske bare har brug for at slappe af med en serie på Netflix efter en lang dag. Kort sagt bliver skærmen brugt til at hygge og afslapning, præcis som mange voksne gør, når de ser fjernsyn eller bruger mobilen til ikke-arbejdsrelaterede ting.

Læs også: Hvordan påvirker lyset fra skærmen din hjerne?

Selvom skærmtiden er værdifuld, giver det god mening, at der bliver slukket for skærmen. Senere på aftenen kan telefonen så passende blive lagt udenfor værelset, så din teenager kan få sin søvn i ro og fred.

Hjælp med at skabe gode vaner

Som forælder har du et ansvar for at skabe et sundt forhold til skærmen. Teenageren skal lære, at det er i orden at bruge skærmtid om aftenen, men at det ikke er en særlig god idé lige inden sengetid. Inden søvnen skal tankerne gerne falde til ro, så der er rum for refleksion hos den unge.

Det er også ofte i dette rum, hvor den unge også kan lufte eventuelle bekymringer eller usikkerheder for dig som forælder, og hvor du kan stille dig til rådighed.

Når du har gjort opmærksom på rammerne, er det vigtigt, at du husker at vise dit barn tillid. Vis dem, at du stoler på, at de kan styre deres skærmforbrug. 

Det er vigtigt, at du hjælper og støtter teenageren i sine skærmvaner. Det er ofte lettere sagt end gjort at pålægge andre vaner, især når det gælder unge. Vi har samlet tre gode råd til at skabe gode vaner med skærmtid om aftenen:

Tre gode råd

1. Vær konkret

Sæt ord på dine rammer og guidelines for brug af skærmen om aftenen. Det kan være en god idé at teenageren selv er med til at lave rammerne. I fællesskab kan I forventningsafstemme, aftale og blive enige. Når teenageren føler sig hørt, vil der være større sandsynlighed for, at reglerne rent faktisk bliver overholdt. En snak om rammer og guidelines kan også være en god anledning til at snakke generelt om, hvordan familien får de bedst mulige betingelser for god nattesøvn.

Det er altid en god idé at forklare, hvorfor reglerne er, som de er. Et eksempel kan være at forklare din teenager, hvorfor det er vigtigt at slukke skærmen inden sengetid for at opnå kvalitetssøvn. Det er dermed ikke spillet, der er usundt, men manglende søvn, som er problemet med skærmtid inden man skal i seng.

Læs også: Hvad er til diskussion og hvad er ikke?

2. Vær nysgerrig og åben

Lyt til din teenagers behov og ønsker, men forklar også tydeligt, hvorfor det er vigtigt at sætte grænser. For en teenager kan det have afgørende betydning for accepten af grænserne, at de ved, hvorfor grænserne er sat. Forklar derfor, at grænserne er sat i ren og skær omsorg for teenagerens trivsel og sundhed, og ikke fordi du ikke anerkender eller forstår deres behov for at være på skærmen

Læs også: Vær nysgerrig når i taler sammen

3. Vær en god rollemodel

Bruger du selv skærme, lige inden du skal sove? Så kan det godt virke uretfærdigt at forvente, at din teenager lægger mobilen væk i god tid inden sengetid. Det samme gælder, hvis du selv har din telefon med i soveværelset, men vil gerne have, at din teenager placerer den udenfor sit.

Hvis du vil skabe gode vaner for din teenager, er det ofte en god idé at starte med dig selv. Det skaber også et rum for, at I kan lave andre aktiviteter sammen om aftenen, som fx at spille et spil, læse en bog eller på anden vis hygge jer med hinanden.

Opdateret 24 MAR 2022

71,1%

af kvinder i alderen 16-24 år kommer for sent i seng pga. underholdning fra mobiltelefon, tablet, computer, spillekonsol eller tv.

49%

af mænd i alderen 16-24 år svarer, at de enten aldrig, eller tit nok, får tilstrækkeligt med søvn til at føle sig udhvilet.

32,1%

af mænd i alderen 16-24 år bruger telefonen/bliver forstyrret af den, efter de har lagt sig til at sove.