xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Ny pulje og temadage skal hjælpe ældre med udadreagerende adfærd

Ældre borgere, der har en demenssygdom, kan have svært ved at bearbejde de sanseindtryk, de får i dagligdagen. Derfor kan de reagere ved fx at blive vrede eller urolige. En ny pulje skal sammen med tre temadage støtte indsatser, der kan hjælpe borgerne, ved blandt andet at tilpasse de fysiske omgivelser og anvende sansestimulerende metoder.

05 AUG 2019

Opdatering 13. august: På grund af stor interesse for temadagene, er der åbnet op for flere deltagerpladser

”Vrede, angst, uro, selvskadende eller udadreagerende adfærd er nogle af de måder, som ældre borgere med fx en demenssygdom kan reagere med, når de har problemer med at bearbejde sanseindtryk. Den adfærd påvirker både deres egen, medarbejdernes og deres pårørendes trivsel og tryghed. Derfor håber vi, at kommuner og private leverandører til efteråret vil bruge muligheden til at søge midler til at afprøve og sætte indsatser i gang” fortæller sektionsleder Sara Louise Friis Rose.

Sundhedsstyrelsen holder i starten af september temadage rundt om i landet, forud for at ansøgningspuljen bliver opslået.

Temadage om sansestimuli

Kommuner og de private leverandører, der kan være interesserede i at søge puljen, kan deltage gratis i temadagene. Her kan de få viden og inspiration til deres projekter. Mulighederne er mange. Det kan eksempelvis være at nedsætte støj, afprøve sanserum eller ro-skabende, intuitive og lavteknologiske teknologier som fx sovende dyr og gyngestole, give tilbud om dybe træk, tryk og berøringer, brug af musik, lys, vandmassagebrikse med videre. 

Praktisk information om temadage

  • Temadagene bliver holdt den 3., 4. og 6. september 2019. De er målrettet de kommuner og private leverandører, der er interesserede i at søge midler. Det er gratis at deltage
  • Temadagene foregår i henholdsvis Odense, Aarhus og København
  • Tilmelding foregår elektronisk efter ”først til mølle”-princippet.
  • Tilmeldingen er åben fra mandag den 5. august til og med fredag den 23. august kl. 12

Information og tilmelding

Puljen til at tilpasse indretning og fysiske omgivelser i forhold til at forebygge og håndtere udadreagerende adfærd i ældreplejen forventes at blive slået op via Sundhedsstyrelsens hjemmeside i september 2019. Spørgsmål om puljen kan først besvares derefter. Puljen kan søges af kommuner og private leverandører på ældreområdet. Der er afsat 11 millioner kroner til at afprøve forskellige indsatser. Puljen er en del af handlingsplanen til at forebygge og håndtere udadreagerende adfærd i ældreplejen.