Sammenhængende forløb
Helhedspleje skal foregå i sammenhængende og rummelige forløb i stedet for – som det nogle steder foregår i dag – ved levere enkeltstående ydelser. Men hvad skal I være opmærksomme på i forhold til organiseringen af helhedsplejen?
Det er kommunalbestyrelsen, der beslutter, hvilke forløb om helhedspleje borgerne i ældreplejen tilbydes i jeres kommune. Det er op til den enkelte kommune at forholde sig til og fastsætte antallet af forløb, men der skal være tale om få forløb, fx tre til fem.
Formålet med at have få forløb er, at plejen og hjælpen fleksibelt kan følge med borgerens stigende eller faldende behov, uden at der skal visiteres til nye forløb og træffes afgørelser. Dialogen om tilpasning sker kontinuerligt mellem jer, der kender borgeren bedst og kommer i borgerens hjem, og borgeren.
Organisering af helhedsplejen
Kommunalbestyrelsen skal også beslutte, hvordan helhedsplejen skal organiseres og tilrettelægges i jeres kommune. Det kan fx handle om at:
- organisere hjælpen i faste teams, der arbejder tæt omkring den enkelte borger – så der er tryghed og kontinuitet
- arbejde systematisk med pårørende og civilsamfundet som en aktiv del af indsatsen.
Alt det er med til at sikre en indsats, der giver mening for både borgeren og jer som fagpersoner. Derfor hænger helhedspleje tæt sammen med:
- faste tværfaglige teams
- borgernær visitation
- et tæt samarbejde med pårørende
- fokus på forebyggelse, rehabilitering og træning
Fleksible forløb
Tanken i ældreloven er, at helhedspleje-forløbene skal understøtte borgerens selvbestemmelse, fordi der i forløbet skal være plads til, at borgerens behov og ønsker kan ændre sig over tid. Forløbene skal derfor være fleksible.
Det betyder, at den hjælp, I giver, kan justeres både over tid og fra gang til gang, afhængigt af jeres dialog med borgeren. Hvis borgerens behov ændrer sig markant, skal I også kunne tilpasse forløbet – måske endda vælge et helt nyt forløb, der passer bedre til situationen.
I ældreloven lægges der vægt på tillid til jer som medarbejdere og ledere tæt på borgeren. Det er bl.a. tilliden til, at I kan se ændringer i borgerens behov og tilpasse borgerens forløb derefter. Samtidig er borgerens ret til selvbestemmelse – og fx have indflydelse på ændringer i vedkommendes forløb – en grundværdi, som I aktivt kan understøtte i jeres daglige arbejde.
Selvbestemmelse og helhedspleje
Borgerens selvbestemmelse er en vigtig del af helhedsplejen, og jeres støtte til, at borgerne kan bestemme selv, er afgørende. Bliv klogere på selvbestemmelse, og hvilke kompetencer, der er vigtige her: