xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Psykologisk tryghed i ældreplejen

Psykologisk tryghed begynder med jer som ledere. Når I styrker åbenhed og tillid i hverdagen, skaber I trivsel, stærke fællesskaber og bedre pleje.

Psykologisk tryghed er vigtigt for arbejdsmiljøet, og som ledere har I en vigtig rolle i at skabe et trygt og tillidsfuldt arbejdsmiljø. Det har betydning for både medarbejdertrivsel, samarbejde og kvaliteten af den pleje, borgerne modtager. Når medarbejdere tør stille spørgsmål, dele bekymringer og komme med forslag uden frygt for kritik eller negative konsekvenser, vokser både fagligheden og fællesskabet i teamet.

Arbejdet i ældreplejen er fuldt af komplekse opgaver og uforudsigelige situationer, og derfor kan psykologisk tryghed hjælpe medarbejderne til at håndtere faglige udfordringer og finde løsninger sammen.

I kan bl.a. styrke den psykologiske tryghed ved at arbejde med følgende områder:

  • Ledelse: Som ledere sætter I rammen for en tryg kultur, hvor spørgsmål og feedback er en naturlig del af arbejdet. En inddragende ledelsesstil, hvor I viser, at medarbejdernes idéer og tilbagemeldinger er vigtige, fremmer åbenhed og respekt.
  • Tillid og åbenhed: Skab en kultur, hvor det er ok at lave fejl – og hvor fejl bliver brugt til læring. Det styrker videndeling, faglig udvikling og det kollegiale fællesskab. Når medarbejdere oplever, at deres leder og kollegaer støtter dem, øger det trygheden i teamet.
  • Klar og respektfuld kommunikation: Vær tydelige omkring rammer, forventninger og hvordan I ønsker, at teamet taler om uenigheder og håndterer udfordringer. Det skaber tryghed og minimerer misforståelser.
  • Kollegial støtte og samarbejde: En arbejdsplads, hvor medarbejdere føler sig værdsat og respekterede af deres kollegaer, giver en følelse af fællesskab og engagement. I kan understøtte det gennem teammøder, refleksion og kollegial sparring. Det er dog et fælles ansvar for alle ansatte at bidrage til den psykologiske tryghed.

Opdateret 17 JUN 2025