Case: Pårørendevejledning giver borgere i København støtte og hjælp til at navigere i rollen som pårørende
I Københavns Kommune får pårørende til ældre borgere, der er alvorligt syge og svækkede, tilbudt vejledning. Vejledningen sikrer, at pårørende henvises til relevante tilbud, der kan støtte dem og deres familie. Vejledningen styrker desuden pårørendes egenomsorg, og sikrer, at de føler sig set og mødt i den frustration og afmagt, der kan følge med tilværelsen som pårørende til en alvorligt syg og svækket.
Hvordan støtter man pårørende til en syg og svækket nærtstående gennem en forandret og svær tid? Det har Københavns Kommune givet sit bud på ved at tilbyde vejledning rettet mod pårørende til borgere, som modtager indsatser i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen. De pårørende skal ikke kun være der for deres syge kære, men også passe på sig selv samtidigt. Noget, der ofte bliver tilsidesat i en svær situation, hvor de blandt andet navigerer i kommunale tilbud om hjælp til deres syge nærtstående og samarbejder med plejepersonale og andre, der hjælper deres kære. Rollen som pårørende kan være belastende og påvirke helbred, arbejdsliv og socialt liv negativt.
Københavns Kommunes pårørendevejledning består af to overordnede tilbud. Det første tilbud henvender sig til de pårørende, som får vejledning i og støtte til at være i rollen som pårørende. Her fokuseres på opsporing af pårørende, som er hårdt belastede og har brug for støtte. Det andet tilbud er rettet mod medarbejdere og ledere blandt andet i hjemmeplejen og på plejehjem, som kan søge sparring, rådgivning og kompetenceudvikling i at styrke deres samarbejde med de pårørende.
En telefonlinje sikrer vejledning direkte til de pårørende alle hverdage
Pårørende kan ringe og få vejledning alle hverdage mellem 8-15 på Pårørendelinjen. Kommunens pårørendevejledere sidder klar til at lytte og tale med pårørende om alt fra praktiske forhold, som fuldmagter, samtykkeerklæringer og muligheden for kommunale tilbud til frustrationer over manglende hjælp og andre afmagtsfølelser, som pårørende kan opleve. I dialogen afdækker vejlederen om situationen påvirker den pårørendes sociale, økonomiske, helbredsmæssige og følelsesmæssige situation for at kunne sætte ind med relevant vejledning og støtte.
Nogle pårørende oplever, at de har fået den nødvendige hjælp efter én enkelt samtale med en pårørendevejleder. Det kan eksempelvis være, hvis de har brug for at vide, hvem de skal kontakte for at få praktisk hjælp. Andre pårørende taler vejlederne med flere gange. Det kan være i forbindelse med udfordringer i forhold til samarbejdet mellem hjemmeplejen og den pårørende eller håndtering af følelsesmæssige udfordringer som følge af den belastning den pårørende oplever. I sådanne tilfælde kan pårørendevejlederen vejlede den pårørende om forskellige greb, eksempelvis kan pårørendevejlederen understøtte en bedre kontakt mellem de pårørende og hjemmeplejen eller plejehjemmet, eller de pårørende kan vejledes om tilbud, som kan styrke deres mentale trivsel og overskud. Samtalen er fortrolig og bliver ikke registreret i kommunens omsorgssystemer.
Vi giver de pårørende en følelse af, at der er nogle, der kan hjælpe dem, og som har tiden til det. Det er svært for den pårørende i nuet at vide, hvad rådgivningen giver dem. Men på sigt kan det blive nemmere for dem at være pårørende, når de har nogle redskaber at bruge.
Fakta
Formål
At sikre en ensartet og systematisk vejledning af pårørende om relevante tilbud samt at mindske mistrivsel blandt pårørende ved at forebygge de fysiske og psykiske sårbar-heder, der kan opstå af rollen som pårørende.
Tid
Pårørendelinjen bemandes af pårørendevejledere alle hverdage fra 8-15.
Økonomi
Pårørendevejledning er i Københavns Kommune finansieret af midler fra Finansloven fra 2018.
Personale
Fem fuldtidsansatte pårørendevejledere.
Gode råd fra Københavns Kommune
Prioritering af de pårørendes egen behov
Det er en præmis for en god pårørendevejledning, at kommunen har fokus på, at de pårørende kan have behov for støtte og vejledning ikke kun i forhold til deres nærtstående behov men også i forhold til deres egne behov. De er altså ikke blot en værdifuld samarbejdspartner for kommunale omsorgspersoner, når de hjælper deres nærtstående syge. De pårørende har ofte brug for hjælp til at mestre tilværelsen som pårørende. Københavns Kommune har udarbejdet et inspirationspapir , som beskriver, hvorfor pårørendes behov er vigtige, og hvordan kommunen har udviklet og etableret sin pårørendevejledningen.
Pårørendevejledning skal tilbydes alle pårørende
Det er vigtigt, at medarbejdere, der til dagligt arbejder med pårørende, bliver informeret om, at pårørendevejledningen skal tilbydes til alle pårørende – uanset hvilken type udfordringer, den pårørende står med. Medarbejderne skal derfor informere alle pårørende omkring pårørendelinjen, også selvom den pårørende ikke har gjort udtryk for særlige udfordringer eller usikkerheder. På den måde kan usikkerhed og tvivl forebygges gennem støtte fra pårørendelinjen, inden den pårørende oplever, at udfordringerne tager overhånd i hverdagen.
Vejlederne skal have de rette kommunikative og relationelle kompetencer
For at kunne imødekomme de pårørendes behov i en samtale og identificere uudtalte behov er det centralt, at pårørendevejlederne har gode kommunikative og relationelle kompetencer. Ifølge Københavns Kommune er det mindre væsentlig, om vejledernes faglige baggrund er sundhedsfaglig, pædagogisk eller socialfaglig. En anden central forudsætning for at udfylde vejlederrollen er et dybdegående kendskab til kommunens sundheds- og omsorgsområde, herunder lovgivning og kommunens tilbud. Vejlederen skal kunne formidle praktisk information om relevante kommunale tilbud til den pårørende.
Viden og erfaringer skal være til forbedring af kommunens tilbud
For at sikre at erfaringer og viden, som pårørendevejlederne får gennem vejledning af pårørende, medvirker til at styrke samarbejde med pårørende i hverdagen på plejehjemmene og i hjemmeplejen har pårørendevejlederne to roller i deres arbejde. De skal dels have direkte kontakt med pårørende med behov for vejledning og dels være faglige konsulenter for kommunens plejehjem og hjemmepleje og understøtte pårørendesamarbejdet der. Sidstnævnte understøtte af, at pårørendevejlederne fysisk sidder samme sted som visitatorer og hjemmeplejen.



