Ny analyse afdækker systematik i værdig ældrepleje
Hvad skal der til for at arbejde systematisk med værdighed i ældreplejen? Bliv klogere i denne analyse, som udpeger tre overordnede måder, hvorpå ledere og medarbejdere arbejder systematisk med værdighed.
Systematik på tre måder
Undersøgelsen viser, at frontledere og medarbejdere i ældreplejen arbejder systematisk med værdighed på tre måder:
- I faglige tilgange og metoder, som giver et fælles afsæt og sprog, fx gennem den personcentrerede tilgang
- I fora for vidensdeling og faglig sparring som fx triagering og teammøder
- I tids- og arbejdstilrettelæggelse, fx gennem kontaktpersonordninger, tilpassede kørelister m.v., så tidspunkt og tempo i ydelserne passer til borgerens behov.
I praksis indgår de tre måder i et tæt samspil og bliver hele tiden tilpasset den enkelte borgers ønsker og behov.
Analysen kommer også med bud på, hvad der understøtter systematikken. Det er blandt andet:
- Kontinuerligt fokus på livskvalitet og selvbestemmelse på møder og ved sparring
- Kompetencer i medarbejdergruppen og viden om borgerens ønsker og behov
- Ledelse, der sætter rammerne for det systematiske arbejde
- Fleksibilitet i planlægningen af arbejdsdagen der tager hensyn til borgerens skiftende behov.
Systematik er ikke kun for sundhedsområdet
”Mange forbinder systematik med det sundhedsfaglige område, men det er lige så vigtigt, at man arbejder systematisk med borgerens oplevelse af værdighed. Systematikken er med til at sikre, at der i det daglige arbejde er fokus på borgerens livskvalitet og selvbestemmelse. Dermed styrkes kvaliteten i den omsorg og pleje, borgerne modtager,” siger Kari Rose Holm, programleder i Videnscenter for værdig ældrepleje.
VIVE har gennemført undersøgelsen, der bygger på en national spørgeskemaundersøgelse blandt ledere i ældreplejen samt kvalitative feltstudier i tre plejeenheder.
Hent analysen