Behandling af akutte smerter i bevægeapparatet
Den alment praktiserende læge kan vælge blandt flere lægemidler, når patienter med akutte smerter skal behandles. Månedsbladet rådgiver om fordele og ulemper ved de forskellige lægemidler.
Akutte smerter, som udgår fra bevægeapparatet, kan fx være smerter, der opstår på grund af overbelastninger, skader, inflammation eller infektion. Smerter som disse adskiller sig både fra kroniske smerter i kroppen og fra de såkaldte neuropatiske smerter, der skyldes beskadigelse af nervebanerne. Der er tidligere udgivet artikler i Månedsbladet, der behandler de øvrige smertetyper, og med den aktuelle udgivelse har IRF beskrevet alle smertetyperne.
”Det er vigtigt med en præcis diagnostik af årsagerne til smerterne, så behandlingen kan målrettes. Før man overvejer medicinsk behandling, skal ikke-medicinsk behandling være afprøvet. Men ofte er medicinsk behandling nødvendig, og her rådgiver Månedsbladet denne gang om præparatvalget i de situationer,” fortæller overlæge i Sundhedsstyrelsen Marie Louise Schougaard Christiansen.
Overordnet kan den alment praktiserende læge vælge mellem enten paracetamol, NSAID eller opioider. Månedsbladet præsenterer den videnskabelige dokumentation for de forskellige præparater og rådgiver om hvilke præparater, der er mest hensigtsmæssige, afhængigt af patientens symptomer og øvrige sygdomme.
Desuden omtaler Månedsbladet også en række forskellige smertestillende kombinationspræparater. Fælles for dem er, at dokumentationen for kombinationspræparater generelt er sparsom, og de bør kun bruges sjældent.
Ud over informationen om smerter, indeholder Månedsbladet også en kort artikel, der giver en status på brugen af medicinen remdesivir til behandling af COVID-19.