xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Maksimale ventetider for kræft- og hjertesygdomme for oktober 2017

Regionerne har indsendt indberetninger til Sundhedsstyrelsen, over om de maksimale ventetider for patienter med kræft- og hjertesygdom er blevet overholdt. Der var 4 overskridelser af ventetiderne i oktober 2017.

14 DEC 2017

Regionerne har indsendt indberetninger til Sundhedsstyrelsen, over om de maksimale ventetider for patienter med kræft- og hjertesygdom er blevet overholdt. Der var 4 overskridelser af ventetiderne i oktober 2017.

Den manglende overholdelse af de maksimale ventetider fordeler sig sådan:

  • 2 hændelser, som vedrører kræftsygdom, i Region Midtjylland
  • 2 hændelser, som vedrører kræftsygdom, i Region Hovedstaden

Der er ingen indberetninger om overskridelser vedrørende hjertesygdom fra de 5 regioner.

Region Midtjylland har oplyst, at overskridelsen for begge patienters vedkommende vedrører forundersøgelser i forbindelse med brystkræft. Patienterne fik tilbudt en tid til forundersøgelse henholdsvis 1 dag og 77 dage for sent. Overskridelserne skyldes blandt andet en menneskelig fejl, da patienterne blev henvist til røntgenundersøgelse. Regionen oplyser, at der arbejdes på en elektronisk tjekliste på alle henvisninger og første fremmøde. Indtil den er oprettet, bliver listerne gennemgået manuelt, for at sikre at lignende hændelser undgås fremover. 

Region Hovedstaden har oplyst, at overskridelsen af den maksimale ventetid for den ene patient vedrører forundersøgelse i forbindelse med tyk- og endetarmskræft. Patienten fik tilbudt en tid 7 dage for sent. Overskridelsen skyldes en menneskelig fejl i forbindelse med indkaldelsen til undersøgelsen. Regionen oplyser, at der er blevet etableret en systematisk daglig monitorering af patienterne for at undgå lignende hændelser. 

Region Hovedstaden har endvidere oplyst til Sundhedsstyrelsen, at overskridelsen af den maksimale ventetid for den anden patient vedrører forundersøgelse for kræft i æggestok. Patienten fik tilbudt en tid 1 dag for sent. Region oplyser, at afdelingen har etableret oversigtsark over patienternes henvisnings- og indkaldelsesdatoer for at sikre, at lignede hændelser undgås fremover.

Sundhedsministeriet indførte fra den 1. februar 2012 skærpede krav til regionernes indberetning om overholdelse af bekendtgørelsen om maksimale ventetider. Kravene indebærer, at regionerne hver måned skal oplyse Sundhedsstyrelsen om, hvorvidt de har overholdt reglerne om de maksimale ventetider i forhold til de konkrete patienter, der er blevet henvist til undersøgelse og behandling.