xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Kønsidentitet

For nogle mennesker vil kønsidentitet være forskellig fra det fødselstildelte køn.

Kønsidentitet er det enkelte individs indre følelse og oplevelse af sit køn. Dette er ikke altid i overensstemmelse med det køn, som har været konstateret og tildelt ved fødslen. For nogle kan dette medføre et ubehag , som Sundhedsstyrelsen betegner som kønsligt ubehag.

Det fødselstildelte køn beskriver den observation, vurdering og tildeling af køn som foretages kort efter fødslen af et nyfødt barn. Tildelingen baserer sig på de ydre kønskarakteristika (fx penis, pung, kønslæber, skedeindgang) som det nyfødt barn har.

Denne vurdering foretages af sundhedsfagligt personale. På engelsk kan man møde udtrykkene gender assigned at birth eller sex assigned at birth (f.eks. i klassifikationssystemer for diagnoser og WPATH). Sundhedsstyrelsen benytter begrebet fødselstildelt køn/køn tildelt ved fødslen.

Kønsidentitet og fødselstildelt køn er således to forskellige begreber, hvor det førstnævnte baseres alene på det enkelte individs indre oplevelse og følelse.

For nogle mennesker kan et kønsligt ubehag medføre et ønske og et behov for sundhedsfaglig hjælp. Den sundhedsfaglige hjælp kan bestå af rådgivning og støttende samtaler ved afklaring af kønsidentitet samt et eventuelt tilbud om kønsbekræftende behandling med hormonbehandling og kønsmodificerende kirurgi.

Opdateret 13 NOV 2023