xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Social ulighed i covid-19

Sammenhængen mellem covid-19 og socioøkonomisk position, sociale faktorer og risikofaktorer i epidemiens tre første bølger

08 MAR 2024

Rapport viser sammenhængen mellem sociale faktorer og risiko for alvorlig sygdom under covid-19

En ny rapport udarbejdet af Statens Institut for Folkesundhed ved Syddansk Universitet viser, at personer med kroniske sygdomme, dårligt helbred og sociale udfordringer var dem, som levede med den største risiko for et svært sygdomsforløb under covid-19-epidemien. Rapporten bekræfter, at det er vigtigt både at have en bred forebyggelsesindsats og en målrettet lokal indsats for at nå alle i samfundet.

Social ulighed i covid-19

Formålet med den nye rapport er at undersøge sammenhængen mellem socioøkonomisk position, sociale faktorer og risikofaktorer og så risikoen for svært sygdomsforløb og død med covid-19.

Rapporten viser, at der var højere risiko for svære sygdomsforløb og død blandt personer bosat i mindre boliger i de større byer samt for personer med kortere uddannelse og lavere indkomst. Ligeledes var der også en øget risiko for personer, hvis job gav en høj smitterisiko. Derudover viser rapporten, at der var højere risiko for svære sygdomsforløb for personer med lungesygdom, multisygdom, personer med svær overvægt og personer, der røg eller tidligere havde røget.

Dermed blev covid-19 epidemien på flere måder et forstørrelsesglas på den sociale ulighed i sundhed, der er i samfundet, og et konkret eksempel på, at nogle grupper i befolkningen bliver mere syge, og sygdommene får større konsekvenser for deres liv. Rapporten bekræfter, at det er vigtigt både at planlægge en national forebyggelsesindsats og en fokuseret, lokal indsats, der har opmærksomhed på de områder i Danmark, hvor der sker en ophobning af sociale og sundhedsmæssige udfordringer.

Udarbejdet for Sundhedsstyrelsen af Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet.

152 sider, inkl. bilag

Indhold

  • Forord
  • Baggrund
  • Rapportens vigtigste fund
  • Læsevejledning
  • 1. Beskrivelse af testfrekvenser
  • 2. Social ulighed i risiko for påvist coronavirus samt svært sygdomsforløb og død med covid-19
  • 3. Sammenhængen mellem risikofaktorer og påvist coronavirus samt svært sygdomsforløb og død med covid-19
  • 4. Social ulighed i sammenhængen mellem risikofaktorer og risikoen for påvist coronavirus og svært sygdomsforløb med covid-19
  • 5. Bilag