Gå til hovedindhold

Bliv klogere på stigmatisering og afstigmatisering

Stigmatisering er en psykosocial proces, hvor personer eller grupper bliver mærket og adskilt på grund af negative fordomme og stereotyper, der knytter sig til bestemte kendetegn, såsom psykisk lidelse. Det kan føre til, at mennesker oplever afstand og eksklusion fra samfundet, tab af social status, diskrimination og selvstigmatisering, som indebærer, at man kommer til at tage samfundets negative holdninger på sig.

Se filmen, hvor Anja Kare Vedelsby, programleder i EN AF OS i Sundhedsstyrelsen, sammen med fagpersoner og ambassadører med erfaring fra psykiatrien, deler deres perspektiver på stigmatisering og afstigmatisering.

Dialogstarter: Afstigmatisering i praksis

I kan vælge at besvare de spørgsmål, der er mest relevante for jer, eller tage fat på dem alle for en bredere diskussion. Formålet er at skabe en åben samtale, hvor I kan dele erfaringer og overvejelser om, hvordan I bedst kan arbejde med afstigmatisering i praksis.

Spørgsmål

  1. Anja fortæller om definitionen af stigma som et negativt kendetegn, der hæftes på en person som et socialt stempel

    Hvilke negative kendetegn har I erfaret om patienter, og hvordan påvirker det, hvordan I agerer overfor dem?

  2. Anja fortæller, at selv med høj faglighed kan stigmatisering opstå utilsigtet

    Hvordan kan stigmatisering komme til udtryk i jeres arbejde?

  3. Iben fortæller, hvordan frustration over manglende behandlingsresultater kan blive rettet mod patienterne

    Har I oplevet samme frustration? Hvordan kom den til udtryk? Hvordan kan I som kollegaer hjælpe hinanden, så fx frustrationer ikke kommer til at påvirke tilgangen til patienten?

  4. Fagpersoner spiller en vigtig rolle i at fremme afstigmatisering

    Hvordan fremmer I en afstigmatiserende tilgang, når I:

    • Modtager patienten?

    • Skriver i journalen?

    • Giver rapport til kollegaer?

I har nu startet en samtale, der forhåbentlig aldrig stopper. Arbejdet med afstigmatisering er en proces, der kan udvikles løbende.

Arbejdet med afstigmatisering er afgørende for at fremme patienternes recovery og livskvalitet. Stigmatisering forbundet med psykisk lidelse kan føre til, at patienten oplever:

  • Afstand og eksklusion

  • Selvstigmatisering, som kan føre til tab af netværk, ensomhed og lavt selvværd

  • Manglende fokus på ressourcer og bedringsmuligheder, som kan fremme selvstigmatisering og hæmme recoveryprocessen

  • Udfordringer i samarbejdet mellem fagpersoner og patienter

De 5 komponenter i stigmatisering

  1. Mærkning

    Omgivelserne bemærker og benævner et afvigende forhold hos de pågældende mennesker.

  2. Stereotype forestillinger

    Stigmatisering sker, når der hæftes negative træk på en person, ofte baseret på fordomme mod en social gruppe.

  3. Adskillelse

    Der sker en adskillelse mellem dem og os; der skabes en form for grundlæggende kløft mellem dem, som bærer stigmaet og dem, som ikke gør.

  4. Tab af social status og diskrimination

    De mærkede personer oplever statustab og diskrimination, og de er i risiko for at blive ekskluderet fra dele af livet og samfundet.

  5. Magtforhold

    Stigmatisering kræver magt-asymmetri. Patienter kan ikke stigmatisere psykiatrien - de kan skabe negative stereotyper, men uden magt kan de ikke stigmatisere.

Tre centrale elementer i arbejdet med afstigmatisering:

  1. Viden

    Fagpersoner har en stærk faglig og praktisk viden om psykiatri og psykiske lidelser, som er et væsentligt udgangspunkt for tilgangen til og behandlingen af patienter.

  2. Kultur og holdninger

    Den faglige viden blandt fagpersoner former naturligt arbejdsprocesser, holdninger og vaner på afdelingerne. Der dannes en kultur og nogle fælles antagelser, der påvirker, hvordan man møder patienter med forskellige problematikker og diagnoser.

  3. Fra viden og kultur til handlinger

    Faglig viden og kultur i en afdeling giver nogle måder at handle på, som man normalt ser som legitime. Men hvis denne viden og kultur bygger på fordomme og forkerte antagelser, kan det føre til stigmatisering. Derfor er det vigtigt at være opmærksom på, om fordomme og antagelser ubevidst påvirker samarbejdet med patienter, pårørende og kollegaer.

Få besøg af PsykInfo og en EN AF OS-ambassadør

Vil I lære mere om afstigmatisering? Få besøg af en repræsentant fra PsykInfo og en EN AF OS-ambassadør med egen erfaring med psykisk lidelse. De giver et indblik i både deres erfaringer og viden, så du kan få nye perspektiver på arbejdet med afstigmatisering.

Klik videre på de andre temaer for at forsætte samtalen om afstigmatisering i praksis