Når kroppen siger fra

Skrevet af Cecilie Overgaard Blaabjerg

Charlotte har gennem det meste af sit liv været hende, der holdt sammen på det hele. Tidligere elitesportsudøver, leder, iværksætter etc. Et menneske med høj arbejdsmoral og stor ansvarsfølelse. Hun var vant til at kæmpe videre, også når det gjorde ondt.

Udadtil lignede hun en, der havde styr på livet. Indeni var hun langsomt ved at forsvinde.

I årevis levede Charlotte med et massivt pres. Hun arbejdede hårdt, satte barren højt og fortsatte længe efter, at kroppen var begyndt at råbe om hjælp. Hun ignorerede signalerne. Ikke fordi hun ville være stærk. Men fordi hun ikke længere kunne mærke, hvor grænsen gik.

I slutningen af 2020 stod hun på tærsklen til at realisere en stor drøm: sit eget fitnesscenter. Noget hun havde kæmpet for i årevis. Hun troede, hun kunne klare alt.

”Jeg har altid været vant til at presse mig selv. Fra elitesporten lærte jeg, at man fortsætter, selv når kroppen gør ondt. Disciplin og vedholdenhed, blev en del af min identitet”, fortæller hun.

Men bag facaden voksede belastningen. Presset satte sig i kroppen. Tankerne begyndte at køre hurtigere. Søvnen forsvandt. Nervesystemet var konstant i alarmberedskab. Tinitussen begyndte at være konstant, synet blev mere og mere sløret, migrænelignende anfald begyndte at komme snigende flere og flere gange om ugen.

Kort tid efter blev Charlotte ramt af mange blodpropper i lungerne. I en periode forinden kunne hun ikke gå, men alligevel fortsatte hun.

”Min krop sagde stop længe før mit hoved gjorde. Jeg flygtede fra alle tegnene, fordi jeg ikke kunne holde ud at mærke dem, og fordi jeg ikke vidste, hvad jeg skulle mærke efter… for jeg var ikke sådan en person, der gav efter.”

Det blev begyndelsen på et alvorligt psykisk sammenbrud. Charlotte udviklede PTSD og en svær depression. Langsomt trak hun sig fra omverdenen. Hun mistede tilliden til andre mennesker, men også til sig selv.

”Jeg kunne ikke længere kende forskel på tryghed og fare. Selv mennesker, der ville hjælpe mig, føltes pludselig som en trussel.”

Hun beskriver følelsen som at blive kastet ud med faldskærm i et fremmed og fjendtligt land uden kort, uden retning og uden at vide, hvordan man finder hjem igen.

I dag fortæller Charlotte åbent om den skam, skyld og ensomhed, der ofte følger med psykisk sygdom. Som ambassadør for landsindsatsen EN AF OS ønsker hun at være med til at nuancere forståelsen af PTSD og psykisk mistrivsel.

”PTSD og depression kan ramme alle. Mange mennesker går rundt i årevis og fungerer på overfladen, mens de langsomt bryder sammen indeni. Det gjorde jeg selv.”

Vejen tilbage har ikke været hurtig, tværtimod. Den har bestået af massevis af behandlinger gennem flere år, indlæggelser på Skejby hospital i 98 dage, støtte fra pårørende og små skridt tilbage mod livet. Musik, kropsterapi og det at turde række ud efter hjælp er blevet en del af hendes heling.

”I dag handler det ikke om at blive den, jeg var før. Det handler om langsomt at finde hjem til mig selv igen, til den, jeg er nu. Om at forstå, at heling nogle gange starter med noget helt enkelt: at stå ud af sengen, børste tænder eller turde sige højt, at man ikke har det godt.”

Charlotte håber, at hendes historie kan skabe genkendelse hos andre mennesker, der kæmper i stilhed.

For bag mange mennesker, der ser stærke ud udefra, findes historier, som ingen kan se.