Jeg tog ejerskab over eget liv

Skrevet af Maria Ladekarl

Christina Østergaard er vokset op i en mindre provinsby i Nordjylland. Hun beskriver den som en meget tryg by, hvor alle kendte hinanden, og som hun selv siger, så var der ”sådan lidt Matador over den”. Hun var vellidt af dem, hun gik i klasse med, og var også god til de boglige fag. Udefra så det ud som en ganske idyllisk barndom, men derhjemme var situationen anderledes. Christinas far led nemlig af svær depression, og det var noget, der havde en altoverskyggende indflydelse på hendes opvækst. Hun fortæller:

"Det var svært at være hjemme i mit hjem, synes jeg. Det var et meget stille hjem, med en masse regler. Det var uforudsigeligt, hvornår [min far] kunne få nogle vredesudbrud, og hvornår min mor kunne blive slået ud af det, og deraf ikke være i stand til at drage omsorg for min bror og jeg. De havde mange konflikter – ikke højtråbende, men efterfulgt af ubehagelig stilhed og stemning."

Hjemmet var i høj grad styret af Christinas fars ustabile tilstand. Hun fulgte enormt meget med i sine forældres liv og havde altid 100 antenner ude: ”Jeg opfattede alt omkring mig, for jeg skulle hele tiden sørge for at passe ind, eller ikke gøre dem mere sure eller irriterede”.

Når hun sås med veninder uden for skoletid, var det for det meste hende, der besøgte dem, for hun brød sig ikke om at de kom på besøg, og hendes forældre brød sig ikke om andre folks børn. Allerede dengang havde hun en fornemmelse af, at der foregik noget i hjemmet, som hun helst ikke ville have, at hendes veninder skulle se – noget, der skulle holdes skjult.

Det taler vi ikke om

Selvom der slet ikke var tale om fysisk vold, så var det en tilværelse, der var meget psykisk belastende for Christina at være i. Hun måtte konstant gå på kompromis med sine egne følelser, og aldrig give udtryk for, hvordan hun egentlig havde det:

"Hvis jeg ligesom prøvede at ytre mig om, at nu synes jeg egentlig, det var svært, det jeg skulle…. Så fik jeg bare at vide, ”Jamen sådan er det jo. Sådan er livet, og så snakker vi ikke mere om det.""

Christina fortæller, at hun allerede fra omkring 4. klasse begyndte at gruble. Når hun var hjemme ved andre, kunne hun se, hvordan deres forældre var. Og så tænkte hun: ”Hvorfor skal det være sådan her hjemme ved os så?” Men hun havde kun sig selv at tale med det om. Hun fortæller:

"Jeg sad meget i min vindueskarm på mit værelse og grublede og tænkte, hvorfor skal det lige være sådan her hos mig? Hvad er det, jeg gør, som ødelægger det? Jeg begyndte meget at vende det indad og begyndte at få dårlige tanker om mig selv."

Det var omkring den tid, at Christina første gang fik tanken: Nu vil jeg hellere dø. Hun troede, at hvis nu hun bare holdt vejret længe nok, så døde hun nok til sidst. Det er noget, der stadig er virkelig voldsomt for hende at tænke på den dag i dag, for ”det var jo virkelig et udtryk for, hvor dårligt, jeg har haft det, og der var ikke nogen, jeg kunne dele det med”.

Christinas fars depression var et tabubelagt emne, både i og uden for hjemmet. Hun tilføjer dog, at det er mange år siden, og han var fra en ældre generation, så det havde nok også noget at sige. Det er også svært for hende at bebrejde sin mor: ”Jeg tror ikke, at min mor kunne rumme det. Hun havde så meget med at rumme min far. Og sørge for, at da der ikke var nogen, der opdagede det,” fortæller hun. Men det ændrer ikke på den indflydelse, det har haft på Christina, og hvordan hun lærte, at sådan noget taler man bare ikke om.

Et livsændrende vendepunkt

Da Christina var 38 år oplevede hun et kæmpe vendepunkt i sit liv, da hun i forbindelse med en svær depression begyndte hos en psykolog. Først følte hun en voldsom skyldfølelse over, at hun sad og talte om sine forældre og følte skam over, at hun ”kom som 38-årig og skulle sidde og sige, hvordan det havde været at være mig.” Men så var det, at psykologen sagde: ”Det lyder svært, det, du er vokset op i”. Og så gik der hul på bylden:

"Pludselig fik jeg ligesom en åbenbaring: Det er faktisk ikke normalt, at jeg skal have det på den måde. Der er faktisk en grund til, at jeg er nået hertil, hvor jeg ligger og har det så dårligt. [Psykologen] sagde også til mig: ”Det har aldrig været din skyld”. Det var første gang, jeg hørte et andet menneske sige det, udover min mand, og det gik op for mig, at nej, det er det da faktisk ikke. Det var ret vildt altså, at få lyst op for."

Under forløbet blev Christina mere og mere overbevist om, at hun har været depressiv mange gange i løbet af sit liv, uden at blive diagnosticeret eller have fået behandling. Men det gik ikke op for hende dengang, for hun havde lukket helt ned for sig selv og tænkte, at det nok bare var sådan, hendes liv skulle være – for det var det, hun havde lært. Men nu kunne hun endelig begynde at se sig selv i et andet lys og endelig føle håb for fremtiden.

En ny begyndelse

Christinas rejse mod at blive ambassadør i EN AF OS er bygget op om små succeser henad vejen. Første skridt var at overvinde sig selv til at gå i motionscenter. Det var hendes første skridt ud i verden, ud i at skulle være blandt mennesker igen:

"Så overvandt jeg det og fandt jeg ud af, at det var jo skidegodt. Det gjorde noget godt for mig. Jeg kunne rent faktisk også finde ud af at snakke med mennesker, der hvor jeg kom. Det var jo endnu større."

Det næste var da hun afholdt engelskkurser gennem flere sæsoner for en gruppe ældre mennesker, der gerne ville lære turistengelsk. De ældres anerkendelse af hende og deres glæde smittede af på hende, og det gjorde, at hun begyndte at tro mere på sig selv og sine egne evner.

Derefter blev hun instruktør på et forløb, der hedder ”Lær at takle angst og depression”, som mange kommuner tilbyder. Her oplevede hun, at ” det at møde mennesker, der virkelig har det svært, og ligesom gøre en forskel for dem, det voksede jeg helt vildt ved, og mit selvværd voksede også”. Pludselig kunne hun se, at hendes egne erfaringer med depression kunne bruges til noget. Det var særligt disse erfaringer, der inspirerede hende til at blive ambassadør for EN AF OS.

Selvstigmatisering som følgesvend

Christinas selvstigmatisering gennem årene har gjort det meget svært for hende at danne tætte relationer. Hun har ikke følt, at hun havde nogen værdi for andre eller kunne bidrage med noget positivt i andres liv. Men efter Christina kom med i ambassadørkorpset i EN AF OS, er hun endelig begyndt at danne relationer til andre på en måde, hun aldrig har prøvet før. Hun fortæller, at ”det at møde ligesindede, der forstår, hvor svært det er, hvor jeg tør tale om dybere ting, fordi jeg kan spejle mig i dem”, har gjort en kæmpe forskel, og tilføjer: ”Det er virkelig nyt for mig, og jeg er dybt, dybt taknemmelig for, at jeg kom med i det ambassadørkorps.”

Selvom Christina har gennemgået en kæmpe personlig udvikling i forhold til selvstigmatisering, er der dog nogle tanker, der stadig dukker op engang imellem. Det er blandt andet tanker om, hvorvidt hendes personlige historie er relevant eller vigtig nok til at tage ud og holde oplæg. Men jo flere succesfulde oplæg, hun holder, og jo mere positiv feedback hun får, des nemmere bliver det at modsige de negative tanker. Hun har lært, at hendes historie kan gøre en forskel for andre:

"Jeg var lige ude og holde oplæg for nylig, og der kom en mand op til mig bagefter og gav mig hånden og sagde: ”Tusind tak, du har lige fortalt min historie”. Det betyder helt vildt meget for mig. Så han skal have tak, jeg tænker på det stadigvæk. Det er jo kæmpestort at lykkes på den måde."

Ud med berøringsangst: Spørg os nu!

Særligt én målgruppe er Christina glad for at holde oplæg for – nemlig elever på SOSU-uddannelserne. Selvom hendes historie er relevant alle mulige steder, så føler hun, at lige dér, til mennesker, der skal ud og passe andre mennesker, der er hendes historie særligt relevant:

"Den grundlæggende betydning for, hvad en opvækst kan gøre, hvordan den kan trigge noget, der måske har været latent i mig… den der manglende spejling eller anerkendelse, den der manglende omsorg på nogle felter, det synes jeg er så vigtigt at fortælle til mennesker, der skal ud til mennesker. Måske ud til sådan en som mig."

Ét af de klareste budskaber i Christinas oplæg er dette: Et velmenende spørgsmål fra nogen kan jo ikke gøre den smerte, jeg har indeni, værre - men det gør det, når folk lader som ingenting. Med velmenende spørgsmål mener hun, når man rent faktisk kan mærke, at vedkommende spørger af interesse eller omsorg, og når man kan mærke, at der faktisk bliver lyttet, når man svarer.

Christina har selv mærket på egen krop den smerte, der opstår, når folk tager afstand på grund af en frygt for at nærme sig nogen, der har det svært. Derfor understreger hun, hvor vigtigt det også er, når man som pårørende eller behandler bare er tilstede:

"Da jeg havde det allerværst, der lavede jeg puslespil, for det kunne jeg sidde og fokusere på og lukke alt andet ude. Der kunne det jo for eksempel være, at man som ven, pårørende eller behandler bare satte sig dér og kiggede, og så kunne de måske også lige lægge en brik. Det handler om samvær og nærvær. Du må godt sidde ved siden af mig – jeg smitter ikke!"

Hun mener også, at folk ofte tager afstand, fordi de ”ser én, der er psykisk syg, og ikke ser Christina, altså mig som menneske”. Hun opfordrer alle til at huske, at der altid er et menneske bagved alting – uanset hvor skørt eller alvorligt, det kan være.

I dag føler Christina, at hun endelig er et godt sted i livet. Selvom det ikke er på en traditionel arbejdsplads, men med noget andet. Hun fortæller, hvordan hendes identitet plejede at være hængt op på sit arbejde, men at den nu hænger op på noget frivilligt – noget, der gør en forskel for hende selv og for andre. Noget meningsfuldt. Og noget, der har styrket hendes selvværd, skabt nye, værdifulde relationer og givet hende frihed til at være sig selv. Hun slutter af med disse fine ord:

"Bare fordi man nu har nogle ting med sig, skal det ikke nødvendigvis definere livet fremover. Vi kan spille nogle andre kort end dem, vi blev givet, når vi bliver klogere på os selv og oplever små succeser, og når vi møder anerkendende relationer i nye fællesskaber, kan troen på eget værd og egen styrke vokse."