Et liv i balance – en fortælling om at finde sin egen vej

Skrevet af Maria Ladekarl

Vi starter fra begyndelsen og ser tilbage på Heidis tidlige barndomsår. Hendes forældre blev skilt, da hun var omkring 5-6 år gammel. Efter skilsmissen flyttede hun med sin mor og besøgte sin far hver anden weekend. Det var noget, der virkelig påvirkede hendes relation til sin far. Heidi fortæller:

"Det var en meget hård periode for min far. Da han var alene, var jeg næsten hos min veninde hver anden weekend. Så ringede jeg til hendes forældre og spurgte, om jeg kunne være hos dem."

Hjemmelivet hos Heidis mor var lidt anderledes end hos hendes far. Moren fandt hurtigt en ny mand, som hun var sammen med indtil hans død i 2019. Det var et godt og trygt hjem, og Heidi har altid anset det for sit primære hjem.

Også uden for hjemmet bar hendes tidlige barndom præg af tryghed, både i forhold til veninder og fritid. Men omkring 7. klasse var der noget, der ændrede sig. Hun begyndte at få det rigtig svært med sig selv og døjede med meget lavt selvværd. Hun mindes en dag, hvor det hele blev for meget:

"Jeg kan huske, at jeg i en idrætstime tog en håndfuld piller en dag. Det var selvfølgelig ikke for at tage livet af mig selv, og det virkede jo tydeligvis heller ikke. Men jeg tror, jeg havde det så skidt indeni, og jeg følte ikke, at jeg kunne fortælle det til nogen."

Heidi følte, at hun skilte sig ud fra sine veninder – når hun så på dem, lod de ikke til at gå rundt med de samme negative tanker og det voksende selvhad, der groede i hende selv. Hun begyndte at føle skam og var flov over, at hun havde det på den måde og følte sig meget alene.

Et sind i ubalance

Da Heidi var omkring 18 år, skete der endnu et skift indeni, og hendes stemningssvingninger tog fat: ”Det ene øjeblik havde jeg det vældig godt og syntes, jeg kunne det hele, og det næste øjeblik var jeg helt nede i kulkælderen og syntes, jeg burde tage livet af mig selv. Det var slet ikke til at være i.”
Der skulle gå 6 år, før hun fik stillet diagnosen bipolar affektiv sindslidelse. I mellemtiden kæmpede hun med sin uddannelse, kæresterelationer og venskaber og fortsatte med at opleve svingninger. Hun fortæller:

"Jeg var så fyldt op af følelsen af, at jeg ikke var god nok, så jeg brugte mange kræfter på at tænke over og analysere forskellige ting i forhold til dét. Så jeg har da ikke fået det ud af min uddannelse, som jeg kunne have ønsket mig. Det har også gjort, at jeg gennem tiden har været nødt til at springe fra uddannelser."

Heidis depressioner har haft en altoverskyggende effekt på hendes liv og hendes hverdag. Hendes symptomer er klassiske for depression: manglende overskud, ingen energi til noget som helst og en overvældende følelse af håbløshed, og hun har til tider også haft selvmordstanker.

I sommeren 2007, da Heidi var 25 år gammel, endte hun i en så forhøjet sindstilstand, at hun bød 250.000 kr. over salgsprisen på et hus – en pris, hun bestemt ikke havde råd til at betale. Derefter fulgte endnu en depression, og ganske kort efter blev hun indlagt. Det var under denne indlæggelse, at hun fik stillet diagnosen bipolar affektiv sindslidelse. Men diagnosen i sig selv gjorde dengang ikke den store forskel for Heidis selvopfattelse: ”Det kan godt være, at der blev sat en diagnose, men det var ikke noget, jeg på nogen måde tog til mig eller accepterede. Jeg skulle bare ud igen og kunne alt det, de andre kunne”, fortæller hun.

Manglende forståelse og accept – indefra og udefra

Selv vidste Heidi dengang intet om bipolar lidelse, og det var først i 2010, at hun kom i psykoedukation. Psykoedukation består typisk af et antal undervisningsgange, hvor en eller flere behandlere underviser i sygdommen, inklusive klassiske symptomer, tidlige advarselssignaler, medicinsk behandling, selvstigmatisering m.m.

Desværre fik Heidi ikke rigtig noget ud af psykoedukationen. Hun var stadig opslugt af tanken om, at hun skulle kunne alt det, alle andre kunne. At acceptere sygdommen betød for hende, at hun dermed også accepterede, at hun ikke kunne så meget som andre. Derfor anså hun forløbet som noget, der bare skulle overstås, og var overbevist om, at hun slet ikke hørte til der.

Dengang Heidi gik i psykoedukation bestod gruppen fra start både af patienter og deres pårørende. Selvom Heidi ikke selv var klar til psykoedukation, så fik hendes familie rigtig meget ud af det. Hun har dog stadig oplevet, at der i mange år har været manglende forståelse fra familiens side: ”De har egentlig bare tænkt, at jeg lidt var sådan et uopdragent barn, som så blev ung voksen.”

Der skete dog et skift, da Heidis kusine og efterfølgende flere familiemedlemmer læste bogen ”Idiot”, skrevet af tidligere tv-vært Henrik Dahl, i samarbejde med hans kone, Camilla Emborg. Bogen handler om at leve med bipolar lidelse, og de fortæller begge om Henriks liv, karriere og sygdom. Den giver indblik i både Henriks egne levede erfaringer med bipolar lidelse, men også hvordan det kan opleves at være pårørende. At læse bogen gav Heidis familie et andet perspektiv, som hun ikke selv havde viden eller indsigt nok til at kunne give. ”Da de læste den, var det som om, at de så helt anderledes på mig, fordi de kunne genkende mange ting fra mig af”, fortæller hun.

Medicin kan meget – men ikke alt

I mange år havde Heidi det sådan, at hun bare skulle have mere og mere medicin, så hun ikke kunne mærke sig selv – for i hendes liv dengang var det at mærke sig selv lig med smerte og modløshed. Hun fandt hurtigt ud af, at hun nemt bare kunne ringe ned til sin læge og bede om mere: ”Så udskrev han faktisk bare recepter. Det var intet problem. Det var nemt dengang.”

I dag får hun litium og lidt forskellig medicin at sove på, og hun har en helt anden holdning til at tage medicin:

"Jeg har svært ved at forestille mig, at jeg kan undvære litium. Men jeg er ikke interesseret i at blive fyldt med alt muligt, jeg er ikke længere interesseret i at blive fuldstændig dopet og blive sådan en zombie, som jeg var i mange år."

Den medicinske behandling har dog på ingen måde stået alene, når det kommer til behandling og mestring i forhold til Heidis bipolare lidelse. Udover en succesfuld behandling med ECT (elektrochockbehandling) under sin sidste indlæggelse i 2019, har hun også haft nogle lange ambulatoriske forløb, hvor hun hovedsageligt har haft samtaler med sygeplejersker. Og de forløb har hun fået rigtig meget godt ud af. I den halve eller hele time, hun var inde ved sygeplejersken, blev hun tvunget til at skulle snakke om sig selv og hendes sygdom – noget hun egentlig helst ville være fri for. Og rykkede noget hos Heidi, at hun har været nødt til at få sat nogle ord på, hvordan hun havde det.

Et helt bestemt forløb skiller sig særligt ud hos Heidi. Hun gik hos den samme sygeplejerske i 6-7 år, og denne sygeplejerske har stadig en helt særlig plads i hendes hjerte. Heidi beskriver hende som ”sådan én, der ikke bliver sur og skælder ud”. Hvis sygeplejersken var utilfreds med noget, så fik hun sagt det på sådan en måde, hvor hun også lige grinte lidt samtidig. Og det gjorde det meget lettere for Heidi at tage imod hjælp og gjorde det nemmere for hende at åbne op.

Hun mindes at have gennemgået et bestemt emne med sygeplejersken, der viste sig at skulle blive en samtale, der gjorde varigt indtryk på hende:

"Der var en overgang, hvor vi brugte meget tid på at snakke om det med, at jeg lavede alt for mange planer i hverdagene, og at jeg så endte med at måtte aflyse. Hun bad mig om at forestille mig, at jeg har én pose med energi på enhver given dag. Hvis jeg så fik brugt den op, og dagen ikke var omme, så tog jeg af den energipose, jeg skulle bruge den følgende dag. Det betød jo så, at energiposen kun var halvt fyldt den næste dag, og efterhånden stod jeg jo næsten i minus, før dagen overhovedet var startet. Nogle gange er det bare nemmere at have noget visuelt at forholde sig til. Så det synes jeg var en rigtig god måde at illustrere det på."

Dette blev et værktøj, som Heidi kunne begynde at implementere i sin hverdag – en måde at skabe en balance i sit energiregnskab. Forløbene og samtalerne med sygeplejerskerne tvang hende til at se indad, få selvindsigt, og endelig begynde at mærke sig selv, sine grænser og egne behov. Hun er blandt andet blevet mere opmærksom på sin søvn, for det har rigtig meget at sige for hendes mentale helbred, og er også blevet klar over, at det ikke nytter noget at holde følelserne inde, men at det hjælper at sige det højt og række ud.

En meningsfuld hverdag

En anden ændring i Heidis liv, der har gjort en kæmpe forskel for hendes mentale helbred, var da hun i 2020 blev godkendt til fleksjob, i en stilling som social- og sundhedsassistent på en lukket psykiatrisk afdeling. Her startede hun med at arbejde 18 timer om ugen fordelt over tre dage. Men hun kunne hurtigt mærke, at det ikke fungerede for hende. Hun følte ikke rigtig, at hun kunne gøre sin dagvagt færdig, og det gav hende for lidt tid til restituere, når der kun var én fridag imellem. ”Så vi ændrede det, så jeg arbejder næsten en fuld dag mandag og torsdag, fra 08.00 til 15.30, og det har virkelig gjort en forskel”, fortæller hun.

Det er også hendes souschef på arbejdet, hun først henvender sig til, når hun begynder at mærke de første tegn på, at hun måske er ved at bevæge sig ind i en ny depression eller hypomani. Typisk starter hun og souschefen med at justere hendes arbejdstimer, og så lægger de en plan, ikke blot i forhold til arbejdet, men også for hvad hun nu skal gøre derhjemme, og hvad hun skal have mere eller mindre fokus på. På den måde har Heidi en rigtig god støtte i sin souschef, der hjælper hende med at holde sig stabil.

Udover de positive ændringer på arbejdspladsen har motion også stor betydning og er noget, der giver mening i hverdagen. ”Det er så vigtigt for mig at få motion hver evig eneste dag”, fortæller hun. Og så er der selvfølgelig også datteren, hunden og hestene, som hun tildeler en stor del af æren:

"Det her med at bruge tid sammen med min datter ude ved hestene, det er enormt meningsfuldt for mig og giver mig utrolig meget på velværekontoen. Ind imellem så rider vi sammen, det har vi gjort om sommeren. Men ellers så når vi er derude sammen, så ordner jeg bokse, mens hun rider."

Denne kvalitetstid er noget, Heidi sætter enormt meget pris på – især nu hvor hendes datter er blevet teenager: ”Min datter er 13 år. Ude ved hestene er stort set det eneste sted, hun ikke synes, jeg er pinlig. Ellers så er jeg meget pinlig”, fortæller hun og griner.

Personlig recovery – om at finde sin egen vej

I 2015 blev Heidi frivillig ambassadør i EN AF OS. Hun havde en idé om, at det ville være godt for hende at prøve at komme ud og tale højt om, hvordan hendes liv har været, både i forhold til måske at kunne give noget videre til nogen, men også i forhold til sig selv: ”Der var så meget, jeg aldrig har sat ord på”, fortæller hun.
Efter 6-7 år som ambassadør valgte Heidi at forlade ambassadørkorpset, da hun følte, at hun nu var nået til et sted, hvor hun havde brug for ”bare at være Heidi, ikke Heidi med bipolar”. Men efter et par års pause fra EN AF OS vendte hun alligevel tilbage som ambassadør: ”Jeg kunne jeg mærke, i forhold til min egen recovery-proces, at jeg manglede det. Så jeg begyndte at holde oplæg igen.”

For Heidi har det betydet en hel del, at hun nu har affundet sig med de ting, der er sket i hendes liv. Selvom der er mange ting igennem livet, som hun har været flov over i mange år, er hun kommet frem til, at det jo er en del af hendes historie: ”Jeg kan ikke lave det om. Jeg tror, det har haft meget at sige, at jeg er holdt op med at flygte fra det. Det følger alligevel efter”, fortæller hun og afslutter:

"For mig har det virkelig handlet om at finde min egen vej, min egen balance i livet. Om at holde op med at sammenligne mig selv med alle andre. Det har taget lang tid, det tager tid at finde sin egen vej. Og det skal der være plads til. Det er vigtigt, at min arbejdsplads kan rumme mig og mine behov. Det har hjulpet mig meget."