Gå til hovedindhold

Gode råd til dig, der har en psykisk lidelse eller psykiske problemer

Foto: Jonas Bonde

At være i stalden og ride på den hest, jeg havde part på, gav mig ro i sindet for en stund. Jeg kunne koncentrere mig om at være aktiv og tilstede med hesten og fik en følelse af en normal hverdag i den tid, jeg var afsted. Og så var det naturligvis også skønt at være ude i den friske luft og få motion samtidigt. Det var terapeutisk for mig."
- EN AF OS-ambassadør Sarah

6 gode råd til dig, der er ramt af psykiske problemer

  1. Det første skridt er tit det sværeste

    Det kan være svært at få talt om psykiske problemer. Men det første skridt er tit det sværeste. Når der først er taget hul på snakken, bliver det ofte lettere med tiden.

  2. Husk at mange andre også har det svært

    Psykiske lidelser kan ramme os alle sammen – og det bør ikke være forbundet med skam. Du er ikke en svag person, fordi du har det skidt. Det tænker en del desværre om sig selv, og tror, at andre tænker det samme.

  3. Ta' fat i nogen

    Ta’ kontakt til en, du har tillid til, før det hele braser sammen. Nogle – særligt mænd – venter ofte for længe, og så kan det tage længere tid at få det godt igen.

  4. Søg viden

    Hvis du mangler viden, kan det give en ekstra sikkerhed at søge viden på fx internettet. Det kan gøre det lettere for dig at fortælle andre, hvordan du har det og hvorfor. Du kan også kontakte informations- og rådgivningstilbud fx PsykInfo i din region.

  5. Søg hjælp

    Din praktiserende læge kan være et sted at starte. For mange er det en stor hjælp at få vendt sin situation med en professionel behandler.

  6. Hold fast i håbet om at få det godt igen

    Lad ikke livet gå i stå. Hold fast i nogle af de ting, som du godt kan lide at lave, som du måske også plejer at lave sammen med andre, og som du sætter pris på at lave. Prøv at undgå, at sygdommen fylder det hele. Ingen er kun sin diagnose og langt de fleste kan få det godt igen.

Rådgivning om psykiatri og psykisk sygdom i PsykInfo

PsykInfo i nogle regioner tilbyder også anonym og gratis rådgivning om psykisk sygdom og behandling til alle borgere – også pårørende - samt elever, studerende, lærere, jobkonsulenter, sagsbehandlere, sundhedsprofessionelle eller andre faggrupper. Du kan kontakte PsykInfo per mail eller på telefon:

PsykInfo Region Hovedstaden

E-mail psykinfo@regionh.dk
Tlf. 38 64 13 00

PsykInfo Region Sjælland

Tlf. 70 25 02 60

PsykInfo Region Syddanmark

Tlf. 99 44 45 46

Deler du dine erfaringer med psykisk lidelse på sociale medier?

Sociale medier spiller en stor rolle i mange danskeres hverdag, og i EN AF OS mener vi, at åbenhed om psykisk sygdom i fysiske såvel som digitale rum bidrager til aftabuisering, til at skabe øget bevidsthed og til at vise et nuanceret billede af livet med psykisk lidelse. Dog er det ikke uden risici at være aktiv på Facebook, Instagram og andre sociale netværkssider. Det du deler på internettet kan nemlig få konsekvenser for både dig selv og andre; det er let at komme til at dele for meget, så tænk før du taster - pas på dig selv, dine data og dine medmennesker.

Personlige fortællinger om håb, hvor du kan finde inspiration til at finde håbet, som det ser ud for dig