xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold
English
Viden om værdighed
Livskvalitet | Selvbestemmelse

Ældre og frivillige får gode samtaler på cykelture i Guldborgsund Kommune

Cykling uden alder. Det er navnet på den forening, der puster liv i ældres cykelglæde sammen med frivilligkoordinatorer, frivillige samt plejepersonale i blandt andet Guldborgsund Kommune. Det sker, når frivillige cykelpiloter inviterer borgerne fra plejecentre og hjemmepleje ud på cykelture i lokalområdet.

Opdateret 20 MAJ 2021

Guldborgsund Kommune søgte og fik i samarbejde med foreningen Cykling uden alder midler hos Trygfonden til at indkøbe 25 rickshaw-cykler, som er ladcykler til persontransport. Målet er at de ældre borgere kan komme ud af eget hjem, indgå i fællesskaber, få frisk luft og gode oplevelser. Turene skaber gode relationer og skaber stor glæde hos deltagerne.

Turene varetages af frivillige cykelpiloter, som cykler med de ældre. På flere af kommunens plejecentre cykler personalet også med de ældre. Frivilligkoordinatoren og de frivillige inddrager også lokalsamfundet ved at besøge dagtilbud eller samarbejde med lokale forretninger og foreninger.

 

"Når jeg kommer hjem [efter en cykeltur] så siger jeg til mig selv, det har i grunden været en god dag."

- Flemming Jørgensen, Passager, Guldborgssund Kommune

 

Der bliver arrangeret to slags ture i Guldborgsund Kommune: korte hverdagsture og længere fællesture. Turene henvender sig til forskellige målgrupper. Hverdagsturene er af kortere varighed på en til to timer og er et tilbud til ældre borgere, der ikke kan være væk fra hjemmet i lang tid ad gangen. Det kan fx være borgere med demens, borgere med ondt i ryggen eller borgere, der ikke har energi til længere ture. Fællesturene er en dagstur, der kan inkludere en overnatning og henvender sig til borgere, der kan være væk fra hjemmet i længere tid ad gangen.

I starten var cykelturene primært målrettet borgere på plejecentre. I dag er borgere, som er tilknyttet hjemmeplejen, også med på cykelture. Borgere i eget hjem, der fx får få besøg fra pårørende, har lige så stort behov for at få hjælp til at komme ud og få oplevelser uden for egen bolig.

"At komme ud på de cykler. Bare turen, og snakken og hyggen og hjemmebagt kage, kaffe og det hele. Sådan!"

- Lis Kristensen, Passager, Guldborgssund Kommune

En hverdagscykeltur på 1-2 timer i lokalområdet

På hverdagsturene tilbyder frivillige cykelpiloter cykelture i Cykling uden alders bookingsystem, GO, når de har lyst til at tage på en cykeltur. Plejepersonalet på plejecentrene og i hjemmeplejen får herigennem besked om, at der er en frivillig cykelpilot, der gerne vil ud at cykle.

Plejepersonalet spørger de ældre, hvem der vil med på tur. Plejepersonalet kan også selv lægge ture i bookingsystemet og aftale en tur med en lokal cykelpilot, hvis de ved, at der er en borger, der gerne vil afsted. De frivillige cykelpiloter aftaler med borgeren, hvor turen skal gå hen, når de mødes og cykler afsted. Dermed tager turene udgangspunkt i borgernes ønsker og behov.

Nogle borgere har ikke særlige ønsker til, hvor turen går hen, men ønsker blot at komme ud og få vind i håret og opleve verden. På de korte hverdagsture er det ikke nødvendigt at have plejepersonalet med på selve cykelturen. På de plejecentre i kommunen, hvor der er mest aktivitet, er der fem til ti hverdagscykelture om ugen.

Fællesture på tværs af plejecentre

Alle fællesture planlægges på et to timers langt møde med de frivillige cykelpiloter, en til to fra plejepersonalet og kommunens frivilligkoordinator. På mødet aftales hvor de frivillige cykelpiloter gerne vil cykle hen, og hvem eller hvad de kan besøge på turen fx en børnehave eller et museum. De frivillige cykelpiloter aftaler, at nogle prøvecykler ruten, mens andre kontakter aktører i lokalsamfundet. Hvis der er borgere, som har udtrykt særlige ønsker eller behov for turene, forsøger de frivillige piloter og personalet at planlægge fællesturene, så de imødekommer borgernes ønsker. Af og til deltager en borger i planlægningsmøderne. Frivilligkoordinatoren fortæller dog, at de oplever, at det kan være en stor mundfuld for ældre på plejecentre at være med i hele processen.

På fællesturene er en til tre medarbejdere fra plejecentrene med afhængigt af den enkelte turs varighed og antallet af borgere. Deres ansvar er at hjælpe de ældre og varetage deres pleje, fx forflytninger, toiletbesøg eller hjælpe til, når de skal spise.

Fællesturene kan vare en halv dag, en hel dag, eller de kan være med overnatning på fx et vandrehjem. Sidste sommer havde Guldborgsund fx 15 cykler med på en heldagstur på tværs af plejecentrene i kommunen. Her besøgte de blandt andet en børnehave, der havde lavet bål og sørget for kaffe og kage. Heldagsturene starter tidligt. Borgeren skal være klar til at blive hentet i deres hjem eller på plejecenteret og kørt hen til startstedet omkring 08:30 og kan på de lange ture være hjemme ved 17:30-tiden. På fællesturene er der en egenbetaling på ca. 50-100 kr. per tur. Prisen afhænger af turens varighed og dækker fx forplejning, entrebilletter og overnatning.

"De [borgerne] er trætte, når de kommer hjem. Det er personalet også, men de vil gerne med, for det er noget særligt at være med på de her ture"

- Anne Kristiansen, frivilligkoordinator, Guldborgssund Kommune

Se eksempel på program for fællesture

Ældre på cykeltur i skov

Højt humør og en følelse af fællesskab

Frivilligkoordinatoren oplever højt humør hos de ældre på turene og et unikt fællesskab mellem de ældre, plejepersonalet og de frivillige, som er med på turene. Dette er medvirkende til at højne livskvaliteten og mindske oplevelsen af ensomhed hos de ældre passagerer. Samtidig stimulerer det de ældres sanser, når de kommer ud i naturen, ser nye ting og får frisk luft. Frivilligkoordinatoren beskriver, at plejepersonalet, der er med på cykelturene, oplever de ældre borgere i et nyt lys.

Sådan blev cykelture en del af ældres hverdag i Guldborgsund Kommune

Punkt et

Foreningen Cykling uden alder kan støtte opstart

Guldborgsund Kommune meldte sig ind i foreningen Cykling uden alder, da kommunen fik sin første bevilling i 2014 til indkøb af cykler. Foreningen var en stor støtte i opstarten og kom med gode fortællinger og energi til at drive aktiviteterne. Cykling uden alder var blandt andet med til to workshops, som blev holdt i kommunens kulturhus. Her blev byens borgere inviteret ind for at høre mere om muligheden for at blive frivillig cykelpilot. Frivilligkoordinatoren fortæller, at foreningen fortsat bidrager med inspiration til cykelture og at udvikle initiativet.
Læs mere om Cykling uden alder på deres hjemmeside

nummer to

Hav en ansvarlig tovholder

Frivilligkoordinatoren i Guldborgsund Kommune har haft en vigtig rolle i forhold til at binde tråde sammen mellem de frivillige cykelpiloter, plejecentrene og hjemmeplejen. Frivilligkoordinatoren er med til at rekruttere frivillige og synliggøre de steder, hvor der er brug for dem. Desuden er det frivilligkoordinatoren, der planlægger og inviterer til planlægningsmøder og sociale arrangementer samt sørger for logistikken omkring cykelturene. Opstår der problemer i samarbejdet mellem en frivillig cykelpilot og plejepersonale, er det også frivilligkoordinatoren, der går ind og hjælper.
Punkt tre

Klæd de frivillige piloter og plejepersonalet på

Alle frivillige cykelpiloter går igennem et oplæringsprogram, så de er trygge ved at tage af sted på cykeltur. Her lærer de at håndtere og cykle på rickshaw-cyklerne. De bliver også oplært i forskellige anråb, som de frivillige cykelpiloter bruger, når de er afsted på fællesture. Desuden lærer de, hvordan de bruger bookingsystemet, så de kan melde ind, når de kan tage på en cykeltur. Det er frivillige cykelkaptajner, der oplærer nye piloter. Udvalgte medarbejdere på kommunens plejecentre og i hjemmeplejen får også oplæring i bookingsystemet. Det er frivilligkoordinatoren, der er ansvarlig for det.
nummer fire

Værdsæt piloternes frivillige arbejde

I Guldborgsund Kommune har de gjort meget ud af, at det skal være nemt og rart at være frivillig cykelpilot. Nye cykelpiloter bliver budt velkommen, og alle er med til at byde ind med, hvad de gerne vil opleve på turene. Desuden inviterer frivilligkoordinatoren til sociale og faglige arrangementer for de frivillige tre gange om året. Her er de frivillige cykelpiloter med til at bestemme, hvad der skal ske. Blandt andet har de efterspurgt førstehjælpskursus og et oplæg om demens, som frivilligkoordinatoren har sørget for at planlægge.

Gode råd fra Guldborgsund Kommune

gode råd

  • Uddeleger overblikket
    Der skal være en koordinator i kommunen, der kan trække i trådene og have det store overblik. Samtidig udvikler en koordinator aktiviteterne og sikrer, at de ikke går i stå.

  • Tænk ud af rammen – sammen
    Man skal som kommune turde tænke uden for de faste rammer. Inddrag de frivillige kræfter, der er til rådighed i lokalsamfundet, og søg om midler til aktiviteter, der kan bygge videre på de igangværende.

  • Skab fællesskaberne
    Sørg for at det ikke bliver et kommunalt projekt, men at cykelturene er noget alle har ejerskab over. I Guldborgsund Kommune er det høje aktivitetsniveau og den stærke etablering blevet båret af samspillet mellem cykelpiloter, personale, passagerer og inddragelse af civilsamfundet.