xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Forebyggelse af omsorgstræthed

Omsorgstræthed kan snige sig ind i en travl hverdag i ældreplejen – men med tydelig ledelse og psykologisk tryghed kan I skabe et arbejdsmiljø, hvor medarbejdere trives og står stærkt i svære situationer.

Omsorgstræthed er en særlig form for udmattelse, der kan opstå, når man arbejder med mennesker, hvor der er et højt følelsesmæssigt engagement. I ældreplejen står jeres medarbejdere dagligt over for borgere med komplekse behov. Det er meningsfuldt – men også fagligt og følelsesmæssigt krævende. Over tid kan det føre til mental træthed, nedsat motivation og en forrået tilgang til omsorgsarbejdet. Det påvirker både trivsel og kvaliteten af plejen.

Som ledere kan I tage konkrete skridt for at forebygge omsorgstræthed i hverdagen. Her er nogle vigtige fokusområder:

  • Skab rum for refleksion og fælles debriefing: Giv jeres medarbejdere mulighed for at tale åbent om svære situationer. Når man deler erfaringer og følelser med kollegaer, styrker det både fællesskab og faglighed – og mindsker følelsen af at stå alene. Ny forskning viser, at det, at man som medarbejder er bevidst om, at ens arbejde kan være følelsesmæssigt krævende, kan være med til at forebygge, at det påvirker én negativt.
  • Balancér arbejdsbelastningen: Sørg for, at der er en balance i arbejdsopgaver og fysisk og psykisk belastning. Det forebygger nedslidning.
  • Sæt mental sundhed på dagsordenen: Tilbyd supervision, adgang til psykolog eller kollegial støtte. Når hjælpen er tilgængelig, bliver det lettere for medarbejdere at søge støtte i tide.
  • Styrk psykologisk tryghed: Når medarbejdere tør tale åbent om deres udfordringer, bliver det lettere at identificere og håndtere tidlige tegn på træthed og overbelastning. Jo flere faglige handlemuligheder I har i teamet, desto lettere kan svære situationer vendes til at være faglige udfordringer i stedet for personlige nederlag.

Når I arbejder aktivt med at styrke den psykologiske tryghed og forebygge omsorgstræthed, styrker I både arbejdsmiljøet og kvaliteten af plejen. Medarbejdere, der oplever, at deres faglige og personlige perspektiver er velkomne, bliver mere motiverede og bidrager mere til fællesskabet og den samlede trivsel i ældreplejen.

Opdateret 17 JUN 2025