Årskonference 2022
"Relationel omsorg i en værdig ældrepleje – hvordan kan det styrkes og ledes?" Det er overskriften på årskonferencen, som finder sted den 23. november 2022.
Hvert år i november afholder vi en årskonference, hvor du som fagperson eller leder i ældreplejen kan komme og få ny inspiration og netværke med kolleger fra hele landet – ganske gratis.
I år er temaet "Relationel omsorg i en værdig ældrepleje – hvordan kan det styrkes og ledes?", og du kan bl.a. høre disse oplæg:
Relationel omsorg i en værdig ældrepleje – hvordan kan vi forstå relationel omsorg? Antropolog og forsker i VIVE Lone Grøn er i gang med en analyse af relationel omsorg i ældreplejen og vil forsøge at kaste et blik på, hvordan begrebet kan forstås og praktiseres på ældreområdet.
Debatoplæg om følelsernes plads og betydning i det relationelle arbejde. Pædagog og forfatter Rikke Smedegaard Hansen mener, at vi bør gøre op med ideen om, at følelser i relationsarbejdet ikke er professionelt, for professionelle bør kunne tale om, forholde sig til og bruge deres følelser i arbejdet med de mennesker, de skal give pleje og omsorg.
Refleksioner og erfaringer fra Vejle Kommune. Et påbud fra ældretilsynet blev et brat anledning til at arbejde endnu mere målrettet med at styrke kvalitet og faglighed i hjemmeplejen. Hør hvordan de greb opgaven an, og hvordan de undervejs lykkedes med at styrke samarbejdet og den relationelle omsorg.
Du vil også møde spændende gæster ved vores eftermiddags-sessioner- som fx May Bjerre Eibye og Ove Gaardboe. Om eftermiddagen er det tid til debat, når Søren Brostrøm får besøg på scenen af formand for Danske SOSU-skoler Lisbeth Nørgaard, plejehjemsleder Lise Dall Lundbech og social- og sundhedsassistent Liselotte Elken Nielsen, Aalborg Kommune.
Tilmelding
Tilmeldingsfristen er den 13/11-2022