xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Ny retningslinje om psoriasis anbefaler creme, piller og lys

Klimaterapi med fx saltvand og sollys har ikke bedre effekt end lys eller tabletbehandling viser en ny national klinisk retningslinje. Retningslinjen anbefaler samtidig større fokus på sygdomme, der ofte følger med hudsygdommen.

16 MAR 2016

2-4 % af befolkningen lever med den kroniske hudsygdom psoriasis. Hudsygdommen viser sig typisk enten i 15-30 års-eller i 40-60-årsalderen. Sygdommen kan variere fra en mild til en svær grad, hvor store dele af huden er berørt.

Den nationale kliniske retningslinje indeholder en række nye anbefalinger for behandlingen af patienter med både mild og svær psoriasis.  

Undersøg for psoriasisgigt og hjerte-kar-sygdomme

Psoriasis rammer ikke kun huden, men fører også til en varig betændelsestilstand, som kan påvirke andre dele af kroppen. Derfor anbefaler den kliniske retningslinje, at lægerne også har fokus på de sygdomme, der kan følge med sygdommen.

Cirka 30 % af patienter med psoriasis udvikler psoriasisgigt, der ofte vil kræve gigtbehandling sideløbende med behandlingen hos hudlægen. Af den grund anbefaler retningslinjen, at patienter med psoriasis regelmæssigt undersøges for psoriasisgigt.

Patienter med svær psoriasis har også en øget risiko for at udvikle hjerte-kar-sygdomme.  Overfor denne gruppe, er anbefalingen, at de årligt bliver tilbudt systematisk opsporing af risikofaktorer. 

Hos patienter med let til moderat psoriasis, skal den behandlende læge være opmærksom på risikofaktorerne. 

Behandlingseffekt 

Hvis man lige har fået konstateret psoriasis, er anbefalingen at starte med creme til at smøre på huden. Hvis det ikke virker, så kan man fortsætte med en anden creme, lysbehandling eller medicin. 

Retningslinjen har også undersøgt effekten af klimaterapi med saltvandsbade i kombination med enten sol eller lys. Der er ikke fundet evidens for, at klimaterapi har bedre behandlingseffekt sammenlignet med enten lys- eller tabletbehandling alene.

Links

National klinisk retningslinje for psoriasis