xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
English

Vandpibe

Mange tror, at vandpibe er mindre sundhedsskadeligt end cigaretter, men det er der intet, der tyder på. Der foreligger endnu ikke sikker videnskabelig viden om vandpibers effekter på helbredet, men de foreløbige fund peger på, at mekanismer og virkninger ligner cigaret- og piberygningens.

Vandpibe har været røget op gennem historien i Mellem- og Fjernøsten, og synes at have fået fornyet popularitet og bevågenhed i den seneste årrække, også i vestlige lande.

Anordningen består af en vandbeholder og et lodret metalrør, der typisk bærer en lerbeholder øverst til tobakken. Et bøjeligt læder eller gummirør udgår fra vandbeholderens side over vandniveau og ender i en pibe med mundstykke, hvorfra man ryger. Den fugtede tobak opvarmes med kul, der lægges ovenpå tobakken, og røgen filtreres ned gennem vandet, hvorved den karakteristiske boblen opstår.

En undersøgelse af danskernes rygevaner viste i 2018, at knap 7 pct. af voksne danskere jævnligt ryger vandpibe.

Helbredseffekter ved vandpiberygning

Sundhedsstyrelsen foretog i 2004 en gennemgang af videnskabelig litteratur om vandpiberygning og de dermed forbundne fysiologiske og helbredsmæssige effekter, baseret på en søgning i databasen PubMed. Selvom der ikke er tale om en systematisk eller udtømmende litteraturgennemgang om emnet, giver den alligevel indblik i den på det tidspunkt foreliggende viden.

Der er generelt opstået den myte, at vandpibe er langt mindre sundhedsskadelig end cigaretter, da røgen jo filtreres gennem vand og alle skadelige stoffer dermed tænkes at forsvinde rent mekanisk. De undersøgelser, der i 2004 forelå om indholdsstofferne i vandpiberøgen, viste noget andet.

Målinger af nikotin og cotinin i blod, spyt og urin viste signifikante stigninger efter 45 minutters vandpiberygning (20 g. mua´sel tobak) i en jordansk undersøgelse fra 2002 (1). Hovedstrømsrøgen fra vandpiben viste i en libanesisk undersøgelse fra 2003 at indeholde både nikotin, tjære samt tungmetaller (arsenik, krom og bly) (2).

I en anden undersøgelse fra Pakistan varierede kulilteindholdet i vandpiberøgen med udformningen af vandpiben og forskellige tobakssorter, men lå i volumen % mellem 0,4 og 1,4 ligesom kulilteindholdet i cigaretrøg lå i samme interval (3).

På celleniveau er observeret genotoksisk effekt af vandpiberøg og øget oksidativt stress hvilket kan medføre kromosom- og cellebeskadigelse (4) (5).

Af helbredseffekter er observeret signifikant accelereret hjerterytme, stigning i blodtryk og øgning af kulilteniveauet i udåndingsluften hos raske vandpiberygere i en jordansk undersøgelse fra 2002 (6). En tyrkisk undersøgelse fra 2000 fandt lungefunktionen signifikant bedre hos vandpiberygere end hos cigaretrygere (7). Blandt børn i libanesiske hjem, hvor der blev røget vandpibe, fandtes signifikant flere tilfælde af luftvejslidelser end hos ikke udsatte børn (8). Andre undersøgelser har tydet på en sammenhæng mellem vandpiberygning og udvikling af hhv. lungekræft (9) og lav fødselsvægt (10).

På grundlag af ovenstående få og mindre undersøgelser kan man ikke sikkert kvantitativt udtale sig om vandpiberygnings skadelige helbredseffekter. Men kvalitativt peger fundene på, at der er mekanismer og virkninger, der er sammenlignelige med cigaret- og piberygningens. Dette er forventeligt, eftersom der er lighedspunkter mellem den brugte tobak mht. nikotin, tjære- og tungmetalindhold, forbrændingsmekanismer og kulilteindhold i røgen.

Der er ikke noget, der tyder på, at vandet i piben eller længden af rygerøret skulle gøre vandpiberygning afgørende mindre farlig end anden rygning. Derimod ryges vandpiben gennem langt længere tidsrum end cigaretter, og sidestrømmen vil genere tilsvarende længe (passiv rygning). Det faktum, at man stort set kan ryge alt gennem vandpiben, inkl. andre afhængighedsskabende stoffer, gør den til et potentielt stort sundhedsproblem, som de danske sundhedsmyndigheder følger opmærksomt.

Opdateret 29 MAJ 2019