Engelsk

Specialeplan for anæstesiologi

Kort specialebeskrivelse

Anæstesiologi omfatter:

  1. Anæstesi, herunder den præoperative forberedelse, samt per- og postoperativ overvågning og behandling, herunder behandling af akutte smerter samt
  2. Intensiv medicinsk terapi med overvågning, diagnostik og behandling af kritisk syge patienter.

Herudover varetager specialet opgaver relateret til den akutte medicinske indsats i sygehusets akutte beredskab og den præhospitale indsats, herunder transport og behandling af kritisk syge patienter, præhospital traumebehandling og katastrofemedicinsk intervention.

Desuden indgår specialet i det multidisciplinære samarbejde omkring diagnostik og behandling af de kroniske non-maligne smertetilstande og den palliative medicin.

Gældende specialevejledning

Placering af specialfunktioner i specialet samt krav til varetagelse heraf findes i specialevejledningen:

Specialevejledning for anæstesiologi af den 20. februar 2019

Materiale

Børnehjertekirurgi

Som led i den løbende opfølgning vedrørende varetagelse af specialfunktioner og i relation til den igangværende revision af specialeplanen har Sundhedsstyrelsen i dialog med faglige og administrative repræsentanter fra Region Midtjylland og Region Hovedstaden gennemgået varetagelsen af operationer for medfødte misdannelser af hjertet og/eller de store kar (børnehjertekirurgi) hos børn og unge under 18 år.

Sundhedsstyrelsen har besluttet, at børnehjertekirurgien i Danmark fremadrettet kun skal varetages på Rigshospitalet. Udover hjertekirurgiske indgreb hos børn og unge under 18 år, samt hjertekirurgiske indgreb for medfødte hjertemisdannelser (GUCH) hos voksne, vil samlingen også omfatte invasive kateterbaserede kardiologiske procedurer hos samme patientgruppe samt fødsel hos udvalgte gravide, der bærer foster med kompliceret hjertesygdom.

Samlingen af børnehjertekirurgi på Rigshospitalet vil ske med udgangen af 2016.

Børnehjertekirurgi samles på Rigshospitalet

Historisk specialerapport

Specialerapporten fra 2008 er et resultat af en gennemgang af specialet foretaget af en arbejdsgruppe med repræsentanter fra relevante videnskabelige og faglige selskaber, regionerne og Sundhedsstyrelsen. Specialerapporten dannede i sin tid udgangspunkt for udarbejdelsen af specialevejledningen, men er ikke siden blevet opdateret: Specialerapport for anæstesiologi

Opdateret 06 MAR 2019