xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold
English

Abekopper

Der er lige nu smitte med abekopper i Danmark. Smitte sker ved tæt fysisk kontakt som fx sex. Alle kan blive smittet med abekopper, men aktuelt ses udbruddet hos mænd, der har sex med mænd, og som har flere og forskellige partnere. Nære kontakter og personer i særlig risiko kan blive vaccineret mod abekopper.

Der har siden maj 2022 været tilfælde med smitte med abekopper i Europa og i Danmark. Symptomer på abekopper er små blærer, som kan minde om skoldkopper. Sygdommen begynder ofte med en sygdomsfølelse med kulderystelser, hovedpine, muskelsmerter og træthed.

Sygdommen vil i langt de fleste tilfælde være mild og går over af sig selv inden for 2-4 uger. Sygdommen kan dog godt gøre ondt og give smerter. Særligt ved udslæt i og omkring endetarmen. Den kan også give ar, når blærerne heler.

Alle kan blive smittet med abekopper. På nuværende tidspunkt er der dog en klar overvægt af smittetilfælde hos mænd, der har sex med mænd. Vi opfordrer derfor personer i denne gruppe til at være ekstra opmærksomme. Særligt hvis man er sammen med nye partnere.

Abekopper begynder ofte med en sygdomsfølelse med kulderystelser, feber, hovedpine, muskelsmerter og træthed. Sygdommen smitter kun, når man har symptomer. Smitten sker oftest gennem direkte kontakt med de små blærer på huden. En blære kan dog være nok til at overføre smitte. Smitte mellem mennesker sker kun sjældent ved almindelig social omgang, men typisk ved tæt fysisk kontakt fx ved sex, eller hvis man sover i samme seng.

Det er vigtigt, at du undgår sex og tæt fysisk kontakt, hvis du har mistanke om smitte. Er du testet positiv, skal du isolere dig.

Nære kontakter og personer i særlig risiko kan blive vaccineret mod abekopper.

Herunder kan du læse mere om sygdommen, om hvordan du kan undgå at smitte dig selv og andre, om vaccination, og hvad du skal gøre, hvis du bliver smittet eller har mistanke om smitte.

Retningslinjer for håndtering af abekopper i Danmark

Faglig vurdering af vaccination mod abekopper

Spørgsmål og svar om abekopper

1. Hvad er abekopper?

Abekopper skyldes en virus, som er i familie med koppevirus.

Abekopper er en sygdom, der findes hos visse dyr og derfra kan overføres til mennesker, altså det man kalder en zoonotisk sygdom. Sygdommen kan smitte fra menneske til menneske ved tæt fysisk kontakt eksempelvis til personer, man bor sammen med eller har sex med.

Danmark og resten af Europa har aktuelt et større udbrud af abekopper, med et stigende antal bekræftede tilfælde. Det første tilfælde af abekopper i Danmark under dette udbrud blev konstateret i maj 2022.

2. Hvad er symptomerne på abekopper?

Symptomer på abekopper er små blærer, som kan minde om skoldkopper. Nogle får mange blærer, men det mest hyppige er lige nu meget få (under 10) blærer. Selv med meget få blærer kan man smitte videre.

Sygdommen begynder ofte med en sygdomsfølelse med kulderystelser, feber, hovedpine, muskelsmerter og træthed. Der ses desuden ofte hævelse af lymfeknuderne. I det udbrud med abekopper, som vi ser i Europa nu, indebærer sygdommen ofte blærer omkring kønsorganerne og endetarmen, hvorefter der under sygdomsforløbet kan komme flere blærer til samme sted eller andre steder på kroppen.

Sygdommen varer normalt omkring 2-4 uger og går for de fleste over af sig selv. Sygdommen er for langt de fleste ikke alvorlig, men kan medføre smerter, særlig ved udslæt i og omkring endetarmen. Den kan også give ar, når blærerne heler.

Man skal kontakte sin praktiserende læge telefonisk, hvis man har blærer på huden eller nogle af de andre symptomer på abekopper og i øvrigt mistænker at kunne være smittet. Det er vigtigt, at man ikke møder fysisk op hos egen læge, så man ikke kommer til at smitte andre.

Det er også muligt at blive testet for abekopper på nogle klinikker for kønssygdomme.

3. Hvordan smitter abekopper?

Smitte mellem mennesker sker typisk ved tæt fysisk kontakt. Abekopper overføres ved, at man rører væske fra hudblærer eller sår, men kan også overføres via luftvejene, hvis man står tæt på en smittet, som hoster eller taler højt, ved smitte fra blærerne på huden til luftveje eller ved berøring. Virus kan også overføres via genstande, der har virus på sig, fx hvis man sover i det samme sengetøj som den smittede, deler håndklæder eller tøj.

Sygdommen er dog ikke meget smitsom mellem mennesker, hvis man ikke har fysisk tæt kontakt, fx med dem man bor sammen med eller dem, man har sex med. Vi har indtil videre ikke set hustandssmitte i Danmark. 

Man smitter først, når man får de første symptomer. Se afsnittet 'Hvad er symptomer på abekopper?' for at læse mere om symptomerne.

Perioden fra man bliver smittet, til man får symptomer (inkubationstiden), er i gennemsnit 6-16 dage, men kan både være kortere og helt op til 21 dage. Man kan først smitte andre, når man selv har symptomer.

De nuværende tilfælde med smitte i Europa har primært været blandt mænd, der har haft sex med mænd, og som har flere forskellige partnere. Alle kan dog blive smittet, hvis de kommer i kontakt med virus. Sygdomsforløbene har generelt været milde, men kan give anledning til smerter, særligt hvis blærerne sidder ved kønsorganerne eller i endetarmen.

4. Hvem anbefales at blive vaccineret mod abekopper? 

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at en særlig risikogruppe vaccineres forebyggende mod abekopper. Sundhedsstyrelsen anbefaler desuden, at nære kontakter til bekræftede tilfælde af abekopper tilbydes vaccination for at beskytte mod alvorlig sygdom, hvis de er i særlig risiko. 

Vaccination mod abekopper varetages af de fem regioner, og du kan læse mere om deres vaccinationstilbud på regionernes hjemmesider.   

Vaccination mod abekopper er ikke en garanti for, at man kan undgå smitte med abekopper og undgå at give smitten videre. Derfor er det vigtigt fortsat at være opmærksom på symptomer på abekopper. Og har man symptomer på abekopper, skal man undlade tæt fysisk kontakt med andre, indtil man ved, om man har abekopper og er blevet rask igen. 

 

5. Forebyggende vaccination til mænd, der har sex med mænd, og som har flere skiftende  partnere 

I det nuværende udbrud af abekopper ses smittetilfældene primært blandt mænd, der har sex med mænd, og som har flere skiftende partnere. Der ses desuden en større andel af smittede, som er i forbyggende PrEP behandling mod hiv eller er hiv-positive. 

På den baggrund tilbydes følgende grupper forebyggende vaccination mod abekopper:

  • Personer, der modtager PrEP mod hiv. 
  • Personer, der ikke modtager PrEP mod hiv, men opfylder kriterierne for dette. Det kan være personer, der tilhører målgruppen af mænd, der har sex med mænd, men fx ikke tåler PrEP mod hiv eller har fravalgt PrEP mod hiv.
  • Personer, som er i behandling for hiv, og som har en adfærd, der giver større risiko for at få abekopper. 

Hvis man ikke er i PrEP-behandling, kan man blive tilbudt vaccination, hvis man opfylder et af følgende kriterier: 

  • Er en mand, der har sex med mænd, og har haft ubeskyttet analt samleje med mindst to mandlige partnere inde for de sidste 12 uger. Fast, kendt partner tælles ikke med. 
  • Er en mand, der har sex med mænd, og har haft syfilis inden for de sidste 24 uger. 
  • Er en mand, der har sex med mænd, og har haft klamydia eller gonorré inden for de sidste 24 uger.  

Vaccinen kan også tilbydes til kvinder, non-binære og transpersoner, der indgår i de samme netværk som mænd, der har sex med mænd, og har et tilsvarende kontaktmønster. 
Hvis du har været smittet med abekopper, skal du ikke vaccineres. Det gælder også, hvis du bliver nær kontakt til en smittet efter selv at have haft abekopper.

Læs her, hvor du skal henvende dig i din region for at høre om vaccinationstilbuddet mod abekopper:

Region Hovedstaden

Region Sjælland

Region Syddanmark

Region Midtjylland

Region Nordjylland

Hvis du bliver smittet, efter du er blevet vaccineret, skal du ikke vaccineres anden gang. 

Læs mere om vaccination her

 

6. Vaccination af nære kontakter til en smittet med abekopper 

Hvis du er nær kontakt til en, som er smittet med abekopper, kan du blive tilbudt vaccination for at mindske risikoen for alvorlig sygdom. Beslutningen træffes af en speciallæge i infektionsmedicin. 

Nære kontakter er:

  • Personer, som bor sammen med en person, der er smittet, eller er i jævnlig tæt fysisk kontakt med en smittet. Det kan fx være personer, der har sovet på værelse/i telt sammen og kærester, som ikke bor sammen.
  • Personer, som har haft sex med en, der var smittet, og som havde symptomer på abekopper, mens der var tæt kontakt. Man er nær kontakt, selvom der er brugt kondom ved sex.
  • Personer, der har haft direkte kontakt med hud og kropsvæsker eller ting, som kan have virus på sig, fx tøj/sengetøj. Det gælder også sundheds- og laboratoriepersonale, hvis der ikke er brugt relevante værnemidler. Se Retningslinjer for håndtering af abekopper for definition af relevante værnemidler.
  • Sundhedspersonale, der har haft tæt fysisk kontakt til en smittet med symptomer, herunder udført procedurer med risiko for smitte uden brug af relevante værnemidler. Se Retningslinjer for håndtering af abekopper for mere information.

Læs her, hvor du skal henvende dig i din region for at høre om vaccinationstilbuddet mod abekopper:

7. Er abekopper en seksuelt overført sygdom?

Abekopper smitter ved tæt fysisk kontakt, og derfor er der en risiko for smitte når, man har sex med en person, som er smittet med abekopper. Det gælder både vaginal-, anal-, oralsex samt sex, hvor der røres ved kønsorganerne. Risikoen for smitte nedsættes, hvis man bruger kondom, men det er IKKE en garanti for at undgå smitte.

Under det nuværende udbrud ses det ofte, at blærerne primært udvikler sig omkring kønsorganerne, hvilket øger risikoen for smitte under seksuel kontakt. 

Hvis du har sex med flere forskellige partnere, skal du være opmærksom på symptomer som fx udslæt og blærer. Både hos sig selv og hos sexpartnere. Særligt mænd, der har sex med mænd, og som har flere forskellige partnere, skal også være opmærksomme på influenzalignende symptomer, fordi det kan være de første symptomer på abekopper. 

Hvis du får symptomer på abekopper, skal du undgå at have sex med andre, indtil det er afklaret, om du har abekopper, og indtil du er blevet helt rask. Kontakt i stedet din læge, og bliv testet. Det er også muligt at blive testet på nogle klinikker for kønssygdomme.

8. Hvem er i særlig risiko for at blive smittet med abekopper?

Personer, som er i tæt fysisk kontakt med en person, der har symptomer på abekopper, er i risiko for at blive smittet. Man kan være i større risiko, hvis man ofte har tæt kontakt til andre mennesker. Fx hvis man har nye eller skiftende sexpartnere.

Personer, der er vaccineret mod kopper, forventes at have en vis immunitet over for alvorlig sygdom med abekopper. Koppevaccination ophørte i Danmark i 1977. Personer, der er født før 1970, regnes for at være vaccineret mod kopper.

9. Er mænd, der har sex med mænd, i højere risiko for smitte?

Abekopper smitter ved tæt fysisk kontakt. Alle kan blive smittet med abekopper, uanset køn, seksualitet og alder. 

Indtil videre har smitten med abekopper i Danmark og i Europa dog primært fundet sted i kredse af mænd, som har sex med mænd. Derfor skal især denne gruppe være opmærksom på risikoen for smitte, hvis man er sammen med nye og eventuelt skiftende partnere. Det er en god idé at få kontaktoplysninger på sexpartnere, fordi det er en hjælp, hvis der skal opspores nære kontakter.

Mænd, der har sex med mænd, som ikke har flere og skiftende partnere, er ikke i højere risiko end andre personer, der er i tæt fysisk kontakt med en person, der er smittet med abekopper og har symptomer.

10. Hvad skal jeg gøre, hvis jeg mistænker at være smittet?

Hvis du har symptomer, som kan være abekopper, bør du undgå seksuel og tæt fysisk kontakt med andre personer.

Tag kontakt til din læge uden at møde fysisk op. Når du taler med din læge, kan du fortælle om dine symptomer, og hvor du tænker at være blevet smittet. Hvis din læge vurderer, at du kan være i risiko for smitte, vil du blive testet.

11. Hvad skal jeg gøre, hvis jeg bliver testet positiv for abekopper?

Hvis du bliver testet positiv for abekopper, skal du gå i isolation. Det betyder:

  • Du skal ikke have tæt kontakt med andre mennesker. Vær særligt opmærksom i forhold til små børn, gravide, svækkede ældre eller immunsvækkede.
  • Du skal ikke have sex med andre.
  • Få hjælp til at købe ind, hvis det er muligt.
  • Vær i et andet rum end dem, som du bor sammen med.
  • Brug et andet badeværelse end dem, du bor sammen med, hvis det er muligt. Hvis det ikke er muligt, skal du sørge for at bruge dit eget håndklæde og gøre badeværelset rent hver gang, du har brugt det. Du skal fx rengøre toilet, håndtag og andre flader, som du har rørt ved.
  • Tildæk sofaer/stoler osv., som du bruger, med for eksempel et lagen eller et tæppe. Det skal tages af og vaskes på minimum 80°C, når du er ude af isolation.
  • Vask selv alt dit eget tøj på minimum 60°C – undertøj, håndklæder og sengetøj skal vaskes på minimum 80°C.
  • Gør grundigt rent efter endt isolation. Det er en god idé at købe et HEPA-filter til din støvsuger, som kan hjælpe med at fjerne virus, der findes i din bolig.
  • Put eventuelle plastre, forbinding og lignende i lukket plasticpose, før du smider dem ud, så de ikke kommer i kontakt med andre.
  • Du kan godt gå ture, hvis du holder minimum en meters afstand til andre og så vidt muligt dækker blærerne på din krop med tøj.

Du kan bryde isolationen, når du: 

  • Har været feberfri i 72 timer
  • Ikke har fået nye blærer i 48 timer
  • Ikke har blærer i munden
  • Alle blærer der dækkes af tøj er blevet til sår med skorpe
  • Sårskorpen er faldet af alle blærer, der ikke dækkes af tøj, og der er dannet ny hud under. Det kan fx være blærer i ansigt og på hænder.

Når de ovenstående punkter er opfyldt, kan du bryde isolationen.

Hvis du arbejder med børn under 12 år, gravide og mennesker, der har nedsat immunforsvar, skal du dog vente til alle sårskorper er faldet af, og der er dannet ny hud under.

Du bør ikke have sex eller anden form for tæt fysisk kontakt med andre inden alle skorper på hele kroppen er faldet af, og der er dannet ny hud under.

Læs mere om, hvad du skal gøre, hvis du bliver smittet med abekopper her

12. Hvad skal jeg gøre, hvis jeg har været i kontakt med en person, der er smittet med abekopper?

Hvis du bliver nær kontakt til en person, som er smittet med abekopper, vil du blive kontaktet af Styrelsen for Patientsikkerhed eller en læge. De vil tale med dig om, hvordan du skal forholde dig. Der vil også blive taget stilling til, om du vil blive tilbudt vaccination for at beskytte mod alvorlig sygdom.

Hvis du får at vide, at du er nær kontakt af den smittede selv, skal du tage kontakt til din læge eller den infektionsmedicinske afdeling på Hvidovre Hospital eller Aarhus Universitetshospital, Skejby. De kan hjælpe dig med at afklare, om du skal tilbydes vaccination.

Nære kontakter er:

  • Personer, som bor sammen med en person, der er smittet, eller er i jævnlig tæt fysisk kontakt med en smittet. Det kan fx være personer, der har sovet på værelse/i telt sammen og kærester, som ikke bor sammen.
  • Personer, som har haft sex med en person, der var smittet, og som havde symptomer på abekopper, mens der var tæt kontakt. Man er nær kontakt, selvom der er brugt kondom ved sex.
  • Personer, der har haft direkte kontakt med hud og kropsvæsker eller ting, som kan have virus på sig, fx tøj/sengetøj. Det gælder også sundheds- og laboratoriepersonale, hvis der ikke er brugt relevante værnemidler. Se Retningslinjer for håndtering af abekopper for definition af relevante værnemidler.
  • Sundhedspersonale, som har haft tæt fysisk kontakt til en smittet med symptomer, herunder udført procedurer med risiko for smitte uden brug af relevante værnemidler. Se Retningslinjer for håndtering af abekopper for mere information.

Hvis du har symptomer på abekopper, bør du gå i isolation og undgå seksuel og tæt fysisk kontakt med andre personer.

Tag kontakt til din læge uden at møde fysisk op. Når du taler med din læge, kan du fortælle om dine symptomer, og hvor du tænker at være blevet smittet. Hvis din læge vurderer, at du kan være i risiko for smitte, bliver du sendt videre til en test. Det er også muligt at blive testet for abekopper på nogle klinikker for kønssygdomme.

Læs mere om at være nær kontakt her

Læs mere om vaccination til nære kontakter her

13. Hvordan kan smitte med abekopper forebygges?

Smitte med abekopper kan forebygges ved at være opmærksom på symptomer hos dig selv, så du kan undgå at give smitten videre, hvis du selv får abekopper. Vær særligt opmærksom på udslæt, kløe og svien i skridtet

Indtil videre har smitten med abekopper i Danmark og i Europa primært fundet sted blandt mænd, der har sex med mænd, og som har nye eller skiftende partnere. Derfor skal især denne gruppe være opmærksom på risikoen for smitte.

Tal med dine sexpartnere om risikoen for smitte med abekopper.

Brug kondom, når du har sex. Kondom kan minimere risiko for smitte, men er IKKE er en garanti mod smitte.

Når du har sex med en ny partner, er det en god idé at få kontaktoplysninger, som kan hjælpe, hvis der skal opspores nære kontakter.

Læs mere om gode råd til forebyggelse af smitte her

14. Hvordan behandles personer, der er smittet med abekopper?

De fleste, som bliver syge med abekopper, har ikke brug for behandling. Symptomer varer mellem 2-4 uger, og går for det meste over af sig selv.

Hvis en smittet person får brug for behandling, vil personen primært blive behandlet for de symptomer og komplikationer, der kan opstå under infektion med abekopper. Det kan fx være, hvis man får smerter, fordi man får udslæt ved endetarmen eller andre steder, hvor det gør ondt.

15. Hjælper vaccination mod kopper også med at beskytte mod abekopper?

Personer, der er vaccineret mod kopper, forventes at have en vis immunitet over for alvorlig sygdom med abekopper. Vi kender ikke den præcise immunitet over for abekopper.

Koppevaccination ophørte i Danmark i 1977, og kopper blev erklæret udryddet af WHO i 1980. Personer, der er født før 1970, regnes for at være vaccineret mod kopper.

16. Er der noget særligt, jeg skal være opmærksom på, hvis jeg har kæledyr?

Hvis du vil vide mere om kæledyr i relation til abekopper, kan du læse mere på Fødevarestyrelsens hjemmeside:

Fødevarestyrelsen

Opdateret 30 AUG 2022