Rehabilitering på skleroseområdet
Ca. 12.500 danskere har multipel sklerose (MS). Sundhedsstyrelsen understøtter på forskellige måder arbejdet med rehabilitering af mennesker med sklerose.
Danmark har en af verdens højeste forekomster af multipel sklerose (MS). Cirka 200 pr. 100.000 indbyggere er diagnosticeret med sygdommen, og hvert år forekommer der 8-9 nye tilfælde af sygdommen pr. 100.000 indbyggere.
Multipel sklerose medfører en lang række betydende nedsættelser af funktionsevnen, som optræder i varierende omfang og intensitet i løbet af sygdomsforløbet. Uanset behandlingen tiltager disse nedsættelser over tid, og det medfører, at den skleroseramte får et stadig større behov for kompenserende strategier og indsatser, fx hjælpemidler, tilpasning af omgivelserne og personlig assistance.
Rehabilitering til patienter med multipel sklerose retter sig mod de nedsættelser af funktionsevnen, som har betydning for mulighederne for at leve et almindeligt liv og varetage nødvendige aktiviteter og roller i hverdagen, kombineret med farmakologisk behandling af følgetilstandene. Sundhedsstyrelsen har igangsat flere initiativer, der skal støtte sundhedsvæsenets rehabiliterende indsatser for mennesker med multipel sklerose.