xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold
English

Seponerings­listen 2022

Anbefalinger til seponering af hyppigt anvendte lægemidler hos voksne

Sundhedsstyrelsen opdaterer årligt en liste over de lægemidler man kan seponere hos voksne. Seponeringslisten er målrettet læger med det formål at understøtte dem i overvejelser om seponering (ophør) af medicin hos voksne patienter.

Tag stilling til alle lægemidler ved medicingennemgang

Du kan forsøge seponering ved de fleste lægemidler. Det kan være nødvendigt at seponere et lægemiddel, som var velindiceret ved behandlingsstart, hvis lægemidlet giver uacceptable bivirkninger, er uden effekt, eller patienten ikke ønsker lægemidlet. 

Medicingennemgang er særligt relevant hos ældre, som er mere følsomme for bivirkninger og oftere udsat for polyfarmaci. 

Tommelfingerregler

  • Tag udgangspunkt i det, der er vigtigt for patienten og det samlede sygdomsbillede (fx interaktioner og paraklinik)
  • Seponér lægemidler, hvor der ikke længere er indikation for behandlingen – ville behandlingen være relevant at starte i dag?
  • Vurdér behandlingsvarighed
  • Vurdér om behandlingen er livsvigtig, symptomlindrende eller forebyggende
  • Seponér forebyggende lægemiddelbehandling, hvis den forventede effekt ikke står i rimeligt forhold til patientens forventede restlevetid
  • Seponér symptomlindrende lægemiddelbehandling, som ikke giver en mærkbar effekt, eller hvor forholdet mellem effekt og bivirkninger er ugunstigt.

Seponering er en proces
  • Lav en plan og en klar aftale med patienten. Inddrag evt. pårørende og plejepersonale. En vellykket seponering er en fælles proces
  • Lav kun om på én eller få ting ad gangen
  • Mange lægemidler kan seponeres uden aftrapning, men start evt. med reduktion af dosis. Aftrapning kan mindske seponeringssymptomer og reboundeffekt 
  • Seponering af psykofarmaka, andre CNS-aktive stoffer og opioider bør ske ved aftrapning
  • Følg altid op på en seponering. Overvej om nye symptomer er seponeringssymptomer eller opblussen i sygdom
  • Hvis du må genoptage en seponeret behandling, er det ikke udtryk for fejl men grundighed.
Folderen "Medicingennemgang i praksis" giver dig som praktiserende læge en metode til at planlægge, gennemføre og følge op på en medicingennemgang.
 
 

Sådan udarbejdes Seponeringslisten 

Seponeringslisten er udarbejdet på baggrund af danske nationale vejledninger og faglige anbefalinger.

Tilføjelser til Seponeringslisten er prioriteret ud fra efterspørgslen i praksis, hvad der skaber merværdi, mest mulig sundhed og lighed, hvor der er størst forbedringspotentiale og/eller hvad der er nationalt fokus på.

Seponeringslisten 2022 har været i bred offentlig høring. Høringsmaterialet samt høringssvar og høringsnotat kan findes på høringsportalen.

IRF i Sundhedsstyrelsen varetager formandskabet for arbejdsgruppen, der ellers er repræsenteret ved de fem regioner, Dansk Selskab for Almen Medicin, Dansk Selskab for Klinisk Farmakologi og Dansk Selskab for Geriatri.

Se høringssvar og høringsnotat på høringsportalen

Opdateret 12 NOV 2021