xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold
English

Forebyggende hjemmebesøg

Det indgår i lov om social service, at kommuner tilbyder ældre borgere forebyggende hjemmebesøg. Sundhedsstyrelsens vejledning om forebyggende hjemmebesøg skal bidrage til, at kommunernes forebyggelseskonsulenter kan højne kvaliteten af besøgene. Vejledningen beskriver, hvordan det forebyggende hjemmebesøg kan anvendes fokuseret og systematisk til at tage hånd om ældre, der viser tegn på social, mental og fysisk mistrivsel. På disse sider kan kommunernes forebyggelseskonsulenter finde redskaber, som kan bruges i forberedelse af eller under det forebyggende hjemmebesøg.

Vejledningen om forebyggende hjemmebesøg til ældre beskriver opgaven med at planlægge, gennemføre og følge op på forebyggende hjemmebesøg til ældre. Vejledningen er målrettet forebyggelseskonsulenter, som arbejder med området. Vejledningen kan findes her.

Forebyggende hjemmebesøg til ældre blev lovfastsat med virkning fra 1. juli 1996. Siden har Sundhedsstyrelsen udarbejdet flere publikationer på området, blandt andet ”Håndbog til kommunerne om forebyggelse på ældreområdet” og ”Guide til kommunerne til opsporing af ældre i særlig risiko for nedsat funktionsevne”.
 
Vejledningen samler op på tidligere publikationer, teori og erfaringer og giver en række anbefalinger, der bygger på den aktuelt bedste viden fra forskning og praksis. Vejledningen indeholder dermed ikke nye krav til opgaveløsningen, men anviser en systematik i denne.
 
Ved de forebyggende hjemmebesøg bør forebyggelseskonsulenten altid tage udgangspunkt i borgerens livssituation, forhold, ønsker og behov. Vejledningens forslag til fx temaer, der kan tages op i besøget, skal derfor ses som inspiration til emner, som forebyggelseskonsulenten kan vælge at komme omkring og dermed ikke en tjekliste, der skal følges slavisk. Vejledningen kan desuden danne afsæt for diskussioner og læring blandt forebyggelseskonsulenter samt give inspiration til, at udvikle eksisterende praksis og afprøve nye indsatser.
 
En referencegruppe med repræsentanter fra SUFO (Landsforeningen for ansatte i SUndhedsfremmende FOrebyggende hjemmebesøg), KL, Ældre Sagen, Danske Ældreråd og Marselisborg Consulting har bidraget med rådgivning og inspiration.
 

Redskaber

Sundhedsstyrelsen har samlet relevante redskaber med konkrete eksempler på tests mv., som forebyggelseskonsulenter i kommuner kan finde yderligere inspiration i.

Redskaberne præsenteres i samme struktur, som kapitler og temaer i vejledningen. Redskaberne findes ved at klikke på kapiteloverskrifterne, der vises i venstre spalte på denne side.

Redskaberne er i udgangspunktet validerede, og listen kan udbygges, hvis Sundhedsstyrelsen får kendskab til andre og nye redskaber og materiale. I Sundhedsstyrelsens vejledning om forebyggende hjemmebesøg er der desuden i noterne henvist til undersøgelser mv., hvori der kan indgå redskaber.

SUFO (Landsforeningen for ansatte i SUndhedsfremmende FOrebyggende hjemmebesøg) har på deres hjemmeside www.sufo.dk samlet materiale udarbejdet af kommuner mv., til gensidig inspiration og læring.
 
Hjemmesiderne www.sst.dk/hjemmebesoeg-aeldre og www.sufo.dk supplerer dermed hinanden.
 

Andre relevante sider

Opdateret 26 JUN 2020