xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold
English

Ensomhed

De fleste ældre mennesker lever et godt socialt liv, men for nogle er ensomhed et stort og ofte overset problem. Det kan have store konsekvenser for den enkeltes livskvalitet, helbred og trivsel i alderdommen. Sundhedsstyrelsen har indsamlet viden og praksiserfaringer, der kan støtte kommunernes arbejde med at forebygge ensomhed blandt ældre mennesker.

At føle sig ensom er ikke det samme som at være alene. Man kan være selvvalgt alene, men man vælger ikke selv at føle sig ensom. Ensomhed er en følelse, der kan opstå, når man har sparsom eller manglende social kontakt med andre, i forhold til det behov, man har.

Ensomhed kan føre til mindsket livskvalitet for ældre mennesker. Det har også betydning for sundheden, viser forskningen. Ældre mennesker, som oplever at de er ensomme, har dårligere helbred, og de har også sværere ved at overvinde sygdom end ældre med stærke sociale relationer. Ensomhed og svage sociale relationer er derfor ikke kun et socialt problem, men øger også presset på sundhedssektoren.

Kommunernes indsatser

Det kan være en udfordring at opspore de ældre mennesker, som er i risiko for ensomhed, og hjælpe dem i gang med aktiviteter, der giver mulighed for at etablere meningsfulde netværk.

Forskningen viser, at oplevet ensomhed er lige så udbredt blandt ældre mennesker, der deltager i aktiviteter, som blandt dem, der ikke gør. Det er med andre ord ikke aktiviteten i sig selv, der mindsker ensomheden – det er følelsen af at blive set og hørt, at blive talt til og at have en betydning i andre menneskers liv. Det er derfor afgørende, at aktiviteten skaber rammer for fællesskab, samvær og nærvær.

Forebyggelse på ældreområdet. Håndbog til kommunerne

 

Erfaringer fra Pulje

Puljen Styrket indsats mod ensomhed blandt ældre mennesker, der modtager meget hjemmehjælp er afsluttet. Det har resulteret i en række casebeskrivelser og en evaluering af projekterne.

 

Formålet med puljen har været at se på, hvordan hjemmeplejen kan kompetenceudvikles til at opspore ensomme ældre, der modtager meget hjemmehjælp, samt hjælpe dem til deltagelse i relevante aktiviteter, der kan modvirke ensomhed.

 

 

Evalueringen viser, at hjemmeplejen kan forbedre trivslen og reducere ensomhed blandt ældre borgere.

 

Læs evaluering af projekter i puljen og se de 13 casebeskrivelser


Opdateret 24 APR 2020