Forebyggelsespakker: Detailhandel
Alkohol
Lovgivning om salg af alkohol håndhæves (U)
Kommunen etablerer dialog og samarbejde med fx handelsstandsforeningen og politiet med henblik på at understøtte, at lovgivning om salg af alkohol håndhæves.
Inspiration til handling: ”Ansvarlig udskænkning”15, ”Inspirationshæfte Ansvarlig udskænkning - 9 lokalområders samarbejde om en aktiv bevillingspolitik”30.
Stoffer
Personale med borgerkontakt informerer om kommunens tilbud vedr. stoffer (G)
Ved bekymring om stofbrug informerer kommunens medarbejdere i skoler, ungdomsklubber, SSP, socialafdelinger, jobcentre, sundhedsplejen, specialtandplejen mv. om kommunens rådgivnings- og behandlingstilbud vedr. stoffer samt om de regionale familieambulatoriers tilbud til gravide, der bruger stoffer.
Tobak
Samarbejde med apoteker om rygestoptilbud (U)
Kommunen samarbejder med interesserede apoteker, der har uddannede rygestoprådgivere, om at tilbyde rygestop til kommunens borgere. Gennem en samarbejdsaftale sikrer kommunen, at tilbuddet lever op til anbefalingerne for rygestoptilbud i kommunen.
Inspiration til handling: ”Anbefalinger for forebyggelsestilbud til borgere med kronisk sygdom”33, ”Samarbejde mellem kommuner og apoteker om lokal forebyggelse og sundhedsfremme – en afdækning af muligheder”69.
Information til detailhandlen (U)
Kommunen informerer detailhandelen (evt. via den lokale handelsstandsforening) om relevant lovgivning vedr. salg og præsentation af tobaksvarer. Det gælder især information om forbuddet mod at sælge tobaksvarer til unge under 18 år, pligten til at spørge om ID, forbud mod salg af snus, forbud mod salg af tobaksvarer uden danske sundhedsadvarsler og forbud mod at udstille tobaksvarer på disk eller reklamere ved skiltning. Særligt fokus kan evt. være på forhandlere i nærheden af skoler, uddannelsesinstitutioner og andre områder, hvor unge færdes, samt på butikker med ansatte under 18 år, som sælger tobak, ligesom rygepolitik/røgfri arbejdstid for alle ansatte bør være et opmærksomhedspunkt på disse arbejdspladser.
Inspiration til handling: www.roegfrifremtid.dk/hvad-kan-du-goere
Opsporing af gravide der ryger via eksterne samarbejdspartnere (U)
Kommunen etablerer samarbejde med fx apoteker og jordemodercentre omkring opsporing og henvisning af gravide, der ryger, til rygestoptilbud i kommunen eller til et af de nationale rygestoptilbud. Henvisningen kan sendes elektronisk til kommunen eller pr. sms til Stoplinien fra borgerens telefon, så Stoplinien senere kan ringe tilbage. Det understøtter den gravides rygestop, når en eventuel rygende partner, også får tilbud om hjælp rygestop. Kommunen kan etablere et særligt samarbejde med jordemodercentret om rygestoptilbud til gravide i jordemodercenteret.