xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Sundhedsfremme på arbejdspladsen 2007

22 FEB 2008

Formålet med undersøgelsen er at kortlægge udbredelsen af, erfaringer med, holdninger til og motivation for sundhedsfremmende ordninger, aktiviteter, tilbud, regler mv. på danske arbejdspladser. Undersøgelsen afdækker udbredelsen af og arbejdet med sundhedspolitikker og sundhedsfremmeordninger generelt og sætter desuden særligt fokus på delområderne mad, motion og fysisk aktivitet, behandlingsordninger, rygning, alkohol og psykisk arbejdsmiljø, herunder stress.

Undersøgelsens målgruppe er danske offentlige, halvoffentlige og private virksomheder med 10 eller flere ansatte. I alt har 1.848 virksomheder deltaget i undersøgelsen, repræsentativt sammensat på branche og størrelse. Der er opnået en svarprocentpå 55 %, hvilket betragtes som tilfredsstillende.

Resultaterne af undersøgelsen viser overordnet set, at sundhedsfremme er et centralt og vigtigt område på danske arbejdspladser. Således har stort set alle virksomheder i undersøgelsen (99,6 pct.) sundhedsfremmeordninger på minimum et af de belyste temaområder. Sundhedsfremmende indsatser er særligt forekommende på ryge- og alkoholområdet, hvor hovedparten af virksomhederne har restriktioner.

Sundhedsfremmeordninger er generelt mest udbredte i større virksomheder, i offentlige
og halvoffentlige virksomheder og i virksomheder, der er en del af en koncern.

Undersøgelsen viser at 99,6 pct. af virksomhederne har indsatser på minimum et af de belyste temaområder, heraf har:

  • 98 pct. ordninger og/eller regler på rygeområdet
  • 96 pct. på alkoholområdet
  • 61 pct. på madområdet
  • 55 pct. på motions- og idrætsområdet
  • 49 pct. tilbyder behandlingsordninger
  • 44 pct. vedrørende psykisk arbejdsmiljø og stress

I forhold til undersøgelsen i 2005 er der sket en positiv udvikling i udbredelsen af sundhedsfremmeordninger på mad- og rygeområdet, mens udbredelsen af ordninger på de øvrige delområder er nogenlunde status quo.

Sundhedsfremme på arbejdspladsen 2007

Sundhedsfremme på arbejdspladsen 2007 - Bilag


Formater:

Bilags til rapport

Formater: