×

Sol

Sol, solarier og kræft i huden

Solen er en vigtig kilde til dannelse af D-vitamin i huden, og solskinsvejr kan give godt humør. Men der kan også være sundhedsmæssige problemer forbundet med at opholde sig direkte i solen, blandt andet fordi det kan øge risikoen for hudkræft. Fornuftige solvaner tidligt i livet kan reducere risikoen for solskoldninger samt for hudskader og hudkræft senere i livet. Jo oftere man udsættes for store uv-doser fra sol og solarier, jo større er risikoen for at udvikle kræft i huden.

Anbefalinger om beskyttelse mod solen

Når uv-indekset er tre eller mere, anbefaler Sundhedsstyrelsen at følge disse råd i prioriteret rækkefølge: 

1. Skygge

Giv solen en frokostpause mellem 12 og 15, når uv-indekset er 3 eller mere.

2. Solhat

Undgå at blive skoldet. Dæk bar hud til med tøj og anvend solhat, når solen står højest.

3. Solcreme

Brug altid rigeligt med solcreme, når du har utildækket hud i solen, og husk, at lige meget, hvor meget du smører på, må du aldrig ligge og stege.
I Danmark er det typisk i tidsrummet mellem kl. 12 og 15 fra april til september, at uv-indekset er over 3. Hvor meget af solens uv-stråling, der kommer igennem til jorden, afhænger blandt andet af skydækket, ozonlagets tykkelse, solens stilling på himlen og mængden af partikler i luften.

Forebyggelsespakke om solbeskyttelse

Sundhedsstyrelsen har udarbejdet en forebyggelsespakke til kommunerne om solbeskyttelse. Formålet med forebyggelsespakken om solbeskyttelse er at understøtte kommunerne i deres arbejde med at udarbejde initiativer der kan medvirke til at forebygge kræft i huden.

Faktaark om sol og solarier

I et samarbejde mellem Sundhedsstyrelsen, Kræftens Bekæmpelse, Miljøstyrelsen, Danmarks Meteorologiske Institut og Dansk Dermatologisk Selskab, er der blevet udarbejdet faktaark med forskellige informationer om sol og solbeskyttelse:

Solbeskyttelse i Danmark
Solarium
Solferie i udlandet
Kræft i huden
D-vitamin
Sol og spædbørn
Solbeskyttelse af børn
Solcreme
Ultraviolet stråling

Uv-app:

Uv-indekset kan følges med en uv-app, som Sundhedsstyrelsen og Miljøstyrelsen står bag sammen med Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens Solkampagne. Uv-data leveres af DMI. Uv-app’en er gratis og kan downloades i Google Play eller i App Store. Download app’en til din mobil.

Når uv-indekset er tre eller mere, skal du passe på i solen. App’en "Uv-indeks" kan vise det aktuelle uv-indeks for 20.000 forskellige lokationer i ind- og udland, og du kan få automatiske påmindelser, når dagens uv-indeks i en valgt favorit by bliver 3 eller derover. App’en virker både i Danmark og i udlandet.

Du kan desuden få gode råd og vejledning til solbeskyttelse ved det specifikke uv-indeks og få automatiske uv-varsler, når uv-indekset er højt. Uv-app’en kan på den måde vejlede om, i hvilket tidsrum du bør følge anbefalingerne om beskyttelse i solen.

Uv-app’en indeholder desuden en hudtypeguide, der kan hjælpe til at bestemme din hudtype, så du bedre kan solbeskytte dig efter hudens behov. 9 ud af 10 danskere har hudtype 1, 2 eller 3, som er de hudtyper der lettest bliver solskoldet i sommerens høje uv-stråling. 

Brug af solarie

Sundhedsstyrelsen fraråder brug af solarie. Brug af solarie øger risikoen for modermærkekræft og almindelig hudkræft, og kan også forårsage permanente skader på øjne og hud. Desuden kan din hud ældes hurtigere. Risikoen stiger, jo yngre du er, når du begynder at gå i solarie. Jo oftere du går i solarie, jo større er risikoen.

 Gå aldrig i solarie, hvis:

• du er under 18 år 
• du ofte blev solskoldet som barn 
• du eller din nærmeste familie har haft hudkræft 
• du tager medicin, som gør huden lysfølsom 
• din hud er lys eller fregnet 
• du let eller altid bliver solskoldet 
• du allerede er solskoldet 
• du har mange modermærker eller misfarvede pletter 

Undtaget er de sjældne tilfælde, hvor en hudlæge har anbefalet dig solarielys som behandling. 

Vær bevidst om din hudtype

Hvis du alligevel overvejer at gå i solarie, er det vigtigt, at du er bevidst om, hvor meget din hudtype kan tåle.
Hvis din hud er følsom over for solen, det vil sige, hvis du altid bliver solskoldet og aldrig eller kun sjældent bliver brun, bør du aldrig gå i solarie. 
Hvis du meget sjældent eller aldrig bliver solskoldet og nemt bliver brun, vil du også have mindre risiko for solskoldning i solariet. 

Forholdsregler

Sundhedsstyrelsen fraråder brug af solarie, men hvis du alligevel går i solarie – så tag forholdsregler:
• Gå kun i solarie, hvis du sjældent eller aldrig bliver solskoldet. 
• Hold mindst 48 timers pause mellem hver tur i solariet. 
• Brug beskyttelsesbriller og beskyt ar, tatoveringer, kønsdele og andre følsomme hudområder. 
• Tag aldrig en dobbelttur i solariet. 
• Brug ikke make-up eller bodylotion, der kan forstærke virkningen af solariet. 
• Undlad at solbade udendørs samme dag, som du går i solarie.  

Kontakt din læge, hvis:

• Du er i tvivl om brugen af medicin, når du tager sol. 
• Et modermærke forandrer sig eller begynder at klø, eller du oplever andre usædvanlige hudforandringer. 

Plakat med solarieråd

Forpagtere og indehavere af solcentre er fra 1. august 2014 forpligtede til at ophænge Sundhedsstyrelsens plakat med råd til solariebrugere
Plakaten skal printes i A3-format i farver og skal hænge på en synlig og fremtrædende plads i solcentret, som alle kunder passerer. Hvis solcentret er indrettet, så kunden ikke med sikkerhed passerer mindst én ophængt plakat, skal der ophænges et tilstrækkeligt antal plakater ekstra.

Kravet følger af § 5 stk. 5 i lov nr. 718 af 25. juni 2014 om solarier.

Plakaten er gratis og kan bestilles hos Schultz Boghandel: Plakat: Råd til solariebrugere og brev

Eller via følgende:

Schultz Distribution
Telefon til kundeservice: 4322 7300
www.schultzboghandel.dk
E-mail: sundhed@rosendahls.dk 

Links

Sundhedsstyrelsen har udarbejdet råd og eksempler om solbeskyttelse i daginstitutioner
DMI: UV-indeks
DMI: Dagens uv-målinger

Opdateret 29. juni 2016