xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Nyt månedsblad ser på behandling af kløe

Månedsblad for Rationel Farmakoterapi beskriver i dette nummer, hvilke råd og muligheder der er for at behandle kløe i almen praksis og hos hudlægen.

19 SEP 2022

Mange henvender sig til sundhedsvæsenet, fordi deres hud klør. Det kan skyldes regulær tør hud og forskellige hudlidelser, herunder fnat. Det kan også skyldes sygdomme som diabetes, forstyrrelser i stofskiftet, sygdomme i leveren eller nyrerne. Derudover kan kløe også opstå som en bivirkning til behandling med lægemidler.

”Det er tit en udfordring for lægen at vurdere, hvad der er den egentlige årsag til kløe. Derfor indeholder månedsbladet denne gang forslag til, hvad den alment praktiserende læge bør undersøge ved sit første møde med en patient med kløe,” siger chefkonsulent Solveig Forberg.

I månedsbladet er der også en oversigt over de forskellige muligheder for behandling i almen praksis og hos hudlægen.

Hudpleje er basisbehandling

Tør hud forværrer kløe og er den hyppigste årsag til kløe hos ældre. Det er derfor vigtigt, at patienten hver dag smører sig med fed creme – gerne med et fedtindhold på 70%. Patienten bør også rådes til at begrænse varme og hyppige bade og at bruge mindre sæbe, fordi sæbe udtørrer huden.

Månedsbladet gør også opmærksom på, at antihistamin kun virker på histaminudløst kløe, for eksempel kronisk nældefeber (urticaria), og derfor ikke bør udskrives til kløe, som skyldes andre årsager.

”Vi vil gerne øge lægernes opmærksomhed på, at årsagerne til kløe er mange, og at antihistamin sjældent er den rette behandling. Træthed og svimmelhed er hyppige bivirkninger til behandling med antihistamin. Da ældre patienter er særligt følsomme for bivirkninger, bør lægen være varsom med at udskrive antihistamin til ældre patienter,” siger chefkonsulent i Sundhedsstyrelsen, Solveig Forberg.

Læs mere i Månedsbladet Rationel Farmakoterapi nr. 5, 2022: Behandling af kløe