xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Ambitionen om at få 90 procent tilslutning til COVID-vaccination nås inden den 1. december, og influenza­vaccination af børn skal meget højere op

I denne uge giver statusrapporten en status på tilslutningen til både influenza- og COVID-19-vaccinationsprogrammerne.

19 NOV 2021

Siden starten af november er der sket en stor positiv udvikling i tilslutningen til vaccination og revaccination mod COVID-19, og den flotte stigning ser ud til at fortsætte. De seneste dage har antallet af påbegyndte vaccinationer været på over 4.000 om dagen, hvor antallet for 14 dage siden lå på ca. 1.600, der dagligt tog imod første stik - en stigning, som særligt de 20-49 årige står for.

”Vaccinerne er vores væsentligste modtræk mod epidemien.  Jeg er meget glad for, at flere vælger at tage imod det første stik med en af COVID-19-vaccinerne, og vi forventer, at det stiger yderligere, inden vi går ind i julemåneden. Det ser ud til, at vi når op på 90 procent tilslutning, når vi går ind i december - det er et vigtigt element for at undgå overbelastning af sundhedsvæsenet,” siger Helene Probst, vicedirektør i Sundhedsstyrelsen. 

Samtidig skrider revaccinationsindsatsen også godt fremad. I alt er over 1,1 millioner danskere inviteret til revaccination, og over 500.000 har taget imod tilbuddet. Særligt blandt de mest sårbare, er der en flot tilslutning; det var også den gruppe, som blev inviteret først. For personer med et svært nedsat immunforsvar og personer på 85 år eller derover har mere end fire ud af fem enten taget imod tilbuddet eller bestilt tid til revaccination.

Tilslutningen til influenzavaccination blandt børn halter efter

Vaccinationsprogrammet mod influenza har nu kørt i knap to måneder, og blandt personer, der er over 65 år har tre ud af fire taget imod tilbuddet. Blandt børn mellem 2-6 år er tilslutningen dog markant lavere. Kun ét ud af fem børn er på nuværende tidspunkt blevet vaccineret mod influenza.

”Vi er ikke tilfredse med tilslutningen til influenzavaccination blandt børn. Derfor er vi også i fuld gang med at se nærmere på, hvordan vi kan gøre det nemmere for børnefamilierne at tage imod tilbuddet,” siger Helene Probst.

Lige nu kan børnene kun få deres influenzavaccination hos den praktiserende læge. Fra næste uge bliver det også muligt for apoteker og private vaccinationsklinikker at tilbyde vaccination mod influenza til børn. Apotekerne og de private klinikker vil være klar i løbet af de kommende uger.

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at børn bliver vaccineret mod influenza for at beskytte børnene og deres familier mod influenza. Hvis mange børn bliver vaccinerede vil det give et vigtigt bidrag til at inddæmme smitten og dermed beskytte sårbare borgere mod alvorlig sygdom og indlæggelse.

Statusrapport