xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Nu kan der igen søges fra puljen om immunterapi

Ansøgere kan nu søge om penge til at styrke forskningen og udviklingen inden for immunterapi i forbindelse med kræftsygdom. Ansøgningsfristen er den 2. september 2019.

03 MAJ 2019

Ansøgere kan nu søge om penge til at styrke forskningen og udviklingen inden for immunterapi i forbindelse med kræftsygdom. Ansøgningsfristen er den 2. september 2019.

Puljen skal styrke forskningen inden for immunterapi ved kræft. Ansøgerne kan blandt andet undersøge, om der er potentiale for at udbrede behandlingen til andre kræftformer, samt forske i om behandlingen kan målrettes endnu mere til dem, der kan få gavn af den.

Immunterapi betyder, at bestemte dele af immunsystemet bliver brugt til at bekæmpe kræftceller. Immunterapien styrker immunforsvarets evne til at genkende og angribe kræftcellerne og svækker kræftcellernes evne til at forsvare sig. Der er i dag fire forskellige typer af immunterapi, hvor hver type bruger en specifik mekanisme mod kræftsygdommen: antistoffer, cytokiner (signalstoffer), behandlende kræftvacciner eller T-celleterapi. Der er desuden flere andre former for immunterapi under udvikling.

”Denne pulje skal give et markant løft til dette behandlingsområde, fordi vi forventer, at det kan hjælpe rigtig mange patienter både nu og fremover. Puljen skal være med til at støtte, at der kommer mere viden på området, og at den nuværende behandling med immunterapi bliver endnu bedre”, siger sektionsleder i Sundhedsstyrelsens Center for Planlægning, Agnethe Vale Nielsen.

Der er afsat cirka 60 millioner kroner til at styrke forskningen i immunterapi på kræftområdet i perioden 2018 - 2021. Ved den første uddelingsrunde i 2018 blev der uddelt 29.2 millioner kroner til forskningsprojekter for perioden 2018 og 2019. Ved denne anden uddelingsrunde, kan der uddeles 29.4 millioner kroner til forskningsprojekter for perioden 2020 og 2021.

Ansøgningsfristen er den 2. september 2019 kl. 15:00. Midlerne vil blive uddelt til de udvalgte ansøgere inden udgangen af 2019.