xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Færre nye stoffer dukker op i Europa

Der dukker færre nye psykoaktive stoffer op i Europa, men dem, der findes, udgør fortsat en risiko for folkesundheden.

07 JUN 2018

Der dukker færre nye psykoaktive stoffer op i Europa, men dem, der findes, udgør fortsat en risiko for folkesundheden.

Antallet af nye psykoaktive stoffer (NPS), der dukker op i Europa, er fortsat faldende. I 2017 blev 52 nye stoffer påvist for første gang via EU's system for tidlig varsling. Til sammenligning blev der i 2016 registreret 66 nye stoffer og 101 i 2014.

Det viser Den Europæiske Narkotikaårsrapport 2018, som udkommer i dag fra det europæiske narkotikaovervågningscenter, EMCDDA. Årsagen til den positive faldende tendens kendes ikke, men man kan forsigtigt antage, at markedet for nye NPS har nået et vist mætningspunkt, og at ”kreativiteten” til at producere nye NPS derfor er aftagende.

Selvom der dukker færre nye stoffer op, er det samlede antal fortsat højt, og det er vigtigt at være opmærksom på de særligt stærke stoffer, som syntetiske canabinoider og fentanyl-analoger. 

Syntetiske cannabinoider truer ikke Danmark

De syntetiske cannabinoider dukkede op på det europæiske marked i begyndelsen af 2008, og omfatter i dag i alt 180 forskellige cannabinoider, der overvåges i EU. Selvom disse også er faldet i antal de seneste år, får de stadig stor europæisk opmærksomhed, da stofferne er særligt stærke og har medført en række dødsfald i medlemslandene.

Da der ikke findes særlig meget viden om udbredelsen og brugen af de syntetiske cannabinoider i Danmark, har Sundhedsstyrelsen taget initiativ til et såkaldt trendspotterstudie, som offentliggøres i dag sammen med den europæiske årsrapport. Studiet viser blandt andet, at de syntetiske canabinoider heldigvis ikke er særlig udbredte i Danmark. 

”I Sundhedsstyrelsen er vi glade for at have konstateret, at de syntetiske cannabinoider tilsyneladende ikke udgør en egentlig trussel i Danmark. De synes ikke at være udbredt populære, hvilket formentlig skyldes deres særligt farlige egenskaber og ubehagelige effekt ved brug”, siger Kari Grasaasen, chefkonsulent i Sundhedsstyrelsen og tilføjer:

”Vi har endnu ikke konstateret dødsfald med cannabinoiderne herhjemme, men vi er stadig opmærksomme på dem, og overvåger og risikovurderer de nye cannabinoider, der løbende dukker op i sager fra politi og toldvæsen. For vi vil ikke have, at disse farlige stoffer florerer og medfører skader blandt brugerne. 

Samtlige syntetiske cannabinoider, der er set i Danmark indtil nu, er omfattet af bekendtgørelsen om euforiserende stoffer og er dermed ulovlige. 

Vær opmærksom på fentanyl-analoger

En af de andre nye stofgrupper, som den europæiske rapport sætter særligt fokus på, er de såkaldte fentanyl-lignende syntetiske opioider. Ligesom cannabinoiderne udgør disse en særlig risiko på grund af deres styrke og potens. 

Fentanyl-analogerne har medført en række dødsfald i de europæiske lande – også i Danmark. Frem til nu er der i Danmark set ti dødsfald, der er relateret til fentanyl-analoger, og de fleste af dem er sket indenfor de seneste par måneder. I europæisk sammenhæng er cirka 30 af disse analoger under overvågning, og samtlige er omfattet af bekendtgørelsen om euforiserende stoffer. 

Links

Læs rapporten: European Drug Report 2018: Trends and Developments (2018)
(De danske tal heri er allerede offentliggjort særskilt i november 2017 i rapporten: Narkotikasituationen i Danmark (2017)

Læs rapporten: Syntetiske cannabinoider. Trendspotterundersøgelsen er gennemført i et samarbejde mellem Center for Rusmiddelforskning, Institut for Retsmedicin ved Aarhus Univertitet, Retskemisk Afdeling i Aarhus og Sundhedsstyrelsen.

Se øvrigt materiale fra EMCDDA: 

EMCDDAs pressemeddelelse på dansk

EMCDDAs rapport: Denmark - Country Drug Report 2018 (Rapporten har fokus på de danske tal i en europæisk kontekst)